Vi laver ret ofte disse lækre havrebrød med gulerod og banan hjemme hos os. De er super nemme at lave, og derfor er vores ældste datter på 4 år tit med i køkkenet (især de gange vi vælger at komme chokolade i).
De er et dejligt supplement til en almindelig “hverdagsmorgenmad”. De er fulde af fiber og indeholder også en god portion omega 3 fedtsyrer (fra mandlerne og chiafrøene).
Lav endelig en dobbelportion, så dit barn kan få et havrebrød med i madpakken – de er nemlig også super gode som mellemmåltid!
Om Babybite.dk
Babybite.dk er stiftet af Charlotte Seeger i 2011. Det er idag et af Danmarks største sites, som udelukkende omhandler mad og sundhed til børn og forældre.
Charlotte har flere gange været i Go’ Weekend Danmark for at vise, hvordan man kan lave lækker og anderledes mad til børn og deres forældre.
Læs meget mere på babybite.dk.
Opskriften
Ca. 8 stk.
Ingredienser
- 2 bananer
- 2 dl havregryn
- 1/2 vaniljestang (kornene skrabes ud)
- 3 tsk mandelsmør
- 1 mellemstor gulerod, revet
- 2 spsk rosiner
- 2 spsk sesamfrø og/eller chiafrø
- 2 spsk hakkede dadler (kan udelades)
- Evt. lidt hakket chokolade
Fremgangsmåde
Mos bananen med en gaffel, riv guleroden fint på et rivejern og bland alle ingredienser godt. Brug evt. en elpisker – du kan også bare bruge fingrene til at ælte med (eller også kan dit barn, måske?).
Kom bagepapir på en bagerist og brug en spiseske til at forme ca. 8 havrebrød med. Mas alle havrebrødene flade som kager med bagsiden af skeen.
Bag havrebrødene i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 10 minutter (eller til de er gyldne). De skal være lidt bløde indeni, når de er færdige.