Det kan tydeligt mærkes; dagene er blevet kortere, luften er blevet koldere, og regnen lader sig vise lidt oftere. Efteråret er så småt ved at vise sin ankomst. Men efterår er meget mere end regn og kolde dage. Med efteråret følger også en helt ny pallet af lækker frugt og grønt i sæson. Når vi køber frugt og grønt i sæson, er vi med til at sikre et bedre miljø. Det skyldes blandt andet, at det ikke skal transporteres flere tusind kilometer for derefter at lande i et supermarked nær os.
September måned er; blomkål, blommer, brombær, glaskål, græskar, grønne bønner, gulerod, havtorn, hyldebær, jordskok, kantarel, karljohan, løg, majs, peberrod, persillerod, porre, pære, rødbede, skortzonerrod og sommeræbler.
Herunder er der idéer til, hvordan du kan bruge nogle af disse lækre bær, frugter og grøntsager i både desserter og middagsretter.
Brombær
Brombær er fyldt med fibre og antioxidanter. Det er derfor bare med at nyde de skønne bær, mens de er i sæson. Brombær kan sagtens spises, som de er. Hvis du har lyst til at bruge brombærrene til noget andet, kommer der her nogle idéer til, hvordan du kan bruge dem. Prøv for eksempel at lave en lækker brombærmarmelade som denne. Eller hvad med at prøve en lækker salat med brombær og kantareller. Man kan heller ikke komme udenom, at brombær gør sig godt i en tærte. Prøv for eksempel denne.
Græskar
Græskar er meget andet end halloween. Græskar smager sødt og nøddeagtigt, og kan bruges i et væld af retter. Der findes mange forskellige græskar, men de mest kendte er nok hokkaido og butternut squash. Græskarsuppe er et sandt hit her i den kolde tid. Prøv for eksempel denne lækre græskarsuppe med en snert af chili. Hvis du vil kaste dig ud i en anderledes måde at bruge græskar på, kan du prøve bagt græskar med feta og mandler. Den salte smag fra fetaen passer perfekt til græskarets søde smag.
Blomkål
Blomkål er på mange måder en lidt overset grøntsag, som ellers smager rigtig godt og kan bruges i mange retter. Prøv for eksempel en lækker blomkåls-couscous med tranebær. Eller hvad med at prøve denne blomkålssuppe med lakridsvendte croutoner. Blomkål kan også bruges i en grov remoulade, prøv for eksempel disse fiskepinde med blomkålsremoulade.
Rødbede
Med sin fine røde farve, er rødbede med til at give alle retter et ekstra pift. Men rødbede smager også skønt, og så er de fyldt med A- og B-vitamin. Prøv at lave en sprød rødbedesalat med feta. En anden god måde at bruge rødbede på er i en omgang bygotto.Den røde farve fra rødbeden gør bygottoen fin og lyserød. Du kan også kaste dig ud i en nyfortolkning af den klassiske pariserbøf og lave pariserbøf med rødbedebøffer.
Hyldebær
Hyldebær findes i blandt andet i skovbryn og krat. Du kan læse om, hvordan du selv plukker dem her samt finde opskriften på en skøn hyldebærsaft. Men hyldebær kan også bruges til andet end saft. Prøv for eksempel denne marmelade med brombær og hyldebær. Sidst men ikke mindst kan du kaste dig ud i denne hyldebærsirup, som kan bruges til alt fra ost til is og over en god salat.
Kilder: Almanak af Claus Meyer, Samvirke.dk