De fleste spiser brød i en eller anden variation i løbet af dagen. Der findes et utal af variationer på supermarkedernes hylder, men hvordan finder du det sundeste?
Brød farvet mørkt?
I øjeblikket er der kommet en del fokus på malt også kendt som brændt maltmel, der ofte bruges som farve i brød. Du kan læse lidt om brændt maltmel også kaldet mørk maltmel her samt få en kort guide til, hvad du skal kigge efter, hvis du vil købe det sundeste brød.
Hvad er mørk maltmel?
Det mørke maltmel bliver lavet af spiret byg, som er blevet tørret, ristet og til sidst malet til mel. Det er ud fra denne metode, at melet får sin karakteristiske, mørke farve. Denne farve bruges til at farve brød mørkere. Mørkt brød associeres ofte med et sundt brød, hvilket kan være misvisende, når det blot er farvet med malt. Meltypen har dog nogle gode egenskaber i forhold til hævning og smag. Smagen er let bitter.
Hvordan finder du det grove brød?
Når du skal finde det sundeste brød i mængden, er der to ting, som du skal kigge efter; fuldkorn og kostfibre.
Indholdet af fuldkorn skal helst være tæt på 50 %. Dette kan nemt findes ved at gå efter fuldkornlogoet. Her sikres, at indholdet netop er på minimum 50 %. Det anbefales, at man får 75 gram fuldkorn om dagen, hvilket svarer til et par skiver groft brød. Grunden til dette skyldes, at fuldkornsmel indeholder kostfibre, vitaminer, mineraler og sunde fedtstoffer.
Kostfiberindholdet skal være på 8 gram pr. 100 gram brød eller højere, for at brødet er groft og sundt. Det er dog her vigtigt at være opmærksom på, hvor fiberindholdet kommer fra. I ingredienslisten kan man se, om der er tilføjet fibre efterfølgende. Hvis dette er tilfældet, skal du gå uden om netop det brød.
Det anbefales, at man får mellem 25-35 gram kostfibre dagligt.
Du skal desuden være opmærksom på hvor stor en andel af brødet, der er hvedemel. Ved hvedemel er hvedens skaldele, kimen og kliddet sigtet fra og det gør, at der ingen sunde kostfibre eller vigtige vitaminer og mineraler er i hvedemel. Hvis indholdet af hvedemel er højt (hvis det står tidligt i ingredienslisten), så er næringsværdien af brødet tilsvarende dårligere. Det kan ikke siges præcist hvor langt nede i listen, at hvedemelet skal stå, for at brødet er sundt, så her må du bruge din sunde fornuft.
Jo længere nede i ingredienslisten det står, jo mindre andel af det er der i produktet.
Kerner der er tilføjet brød, bidrager også til brødets grovhed samt tilføjer en masse god smag og sunde fedtstoffer. Det betyder, at når du skal kigge efter næringsværdi i brød, så kig efter kerner, kostfiberindholdet og meltyperne.
Du kan nemt finde et sundt og groft brød ved at gå efter Fuldkornslogoet og Nøglehulsmærket. Disse sikrer et højt fuldkornsindhold og begrænset indhold af fedt og salt. Du kan derudover også mærke på vægten af brødet, hvilket kan være brugbart, når man køber brød i en bager eller som bake-off. Her skal det grove brød veje godt til, da kim og skaldele giver tyngde, og herved vejer brødet mere.
Du kan læse mere om andre meltyper her.