Der er mere og mere fokus på at bruge råvarer fra lokale gårde eller landmænd, men det kan være svært at vide, hvor man skal finde de mange gårde henne. Det er der heldigvis råd for!
Der er mange forskellige måder at købe lokalt på i dag og mange måder at finde de lokale producenter på. For at gøre det nemmere for dig, så har jeg afsøgt markedet lidt, og har fundet forskellige måder – og grader af interaktion – som man hjælpe dig på vej, hvis du gerne vil have mere lokalt i din madlavning.
Gårdbutikker
Hvis du gerne vil have muligheden for at finde en gårdbutik, når du ikke er i dit eget lokalområde, så kan jeg også anbefale app’en ’Find Gårdbutik’. Den er gratis og giver meget nemt en oversigt over de nærmeste steder. Jeg blev ret overrasket over, hvor mange vi havde i nærheden af vores kontor på Østerbro i København.
Fødevarefælleskaber
Hvis du synes, at der er lige langt nok til den nærmeste gård, så kan man i fødevarefællesskaber få adgang til lokale råvarer. Et fødevarefællesskab er en indkøbsforening, hvor der bliver indkøbt bestemte varer til medlemmerne. Dette fællesskab fjerner mellemledende, og på den måde bliver det billigere for medlemmerne. Dog kræver fællesskabet, at man er engageret og deltager praktisk ofte. Du kan læse mere om Danmarks økologiske fødevarefællesskaber lige her.
Supermarkeder
Hvis du ikke vil engagere dig i et fødevarefællesskab, så er det også muligt at være lokal i dit nærmeste supermarkedet, da flere og flere butiksejere vælger at tage lokale varer ind i deres sortiment. Så kig efter en ekstra gang, når du er nede og handle. Det samme gælder for flere og flere online supermarkeder, så også her har du mulighed for at få lokale råvarer.
Nethandel
Orker du ikke ”besværet” ved at skulle tage ud til de forskellige gårde, så kan du også bestille lokalt over nettet. Hjemmesiden madmarkedet.dk samler forskellige danske producenter, og så er det bare at gå på opdagelse imellem deres mange produkter.
Vil du vide mere om dine lokale producenter?
Jeg håber, at du har fået en masse inspiration til at købe mere lokalt. Hvis du har lyst til at dykke mere ned i de hjemmesider, som har inspireret mig, så kan du se dem her:
- Lokal økologi
- Dit Landkøb
- FreshFarm
- De danske gårdbutikker
- Find gårdbutik (hjemmesiden)
Mangler vi nogen på listen, eller har du et godt tip? Send os en mail på info@carrotstick.dk 🙂