Hvad er Chufa?
Chufa er navnet på den lille nøddelignende knold og ja, der er faktisk tale om en knoldrod, som kan spises af både gluten- og nøddeallergikere. Det ligner mest af alt en nød og smager også nøddeagtig, sød og med et strejf af kokos. Chufa-knolden stammer fra Sydspanien, hvor den har en lang traditionsrig historie og flittigt bliver drukket i form af ”horchata” (chufamælk). Chufa kan bruges til utrolig mange ting – chufamel som et glutenfrit alternativ til andre meltyper eller chufadrikken som et laktosefrit alternativ til mælk. Du kan bage med chufa eller bare nyde knolden som en lækker snack. Chufaknoldene er enormt fiberrige og simple at arbejde med, når først de har været i blød i minimum 24 timer og gerne mere.
Hvis du vil vide mere om Chufaknoldens mange sundhedsmæssige fordele, kan du læse artiklen:
Chufagrøden
For at lave chufagrøden kræver det, at man først har lavet den lækre chufadrik, som du kan finde opskriften til her.
Det er nemlig utroligt smart og bæredygtigt at genbruge chufaens pulp fra chufadrikken til at lave en grød.
Ofte smider vi madrester ud, da vi i en travl hverdag ikke har kreativiteten til, hvad det kan bruges til. Men smides pulpen i skraldespanden er det madspild. Når vi mindsker madspild, mindsker vi samtidig CO2-udledningen, da fødevareproduktionens lange proces i forhold til pakning og transport påvirker vores klima i en negativ retning.
Vil du læse mere om bæredygtighed kan du læse 10 TIPS TIL BÆREDYGTIGE LØSNINGER
Chufagrøden er rig på fiber, hvilket giver en rigtig god og nærende bund, så du holder dig mæt og energifuld langt hen ad dagen. Spis grøden som morgenmad, eller alternativt kan grøden bruges til alt fra mellemmåltider, desserter eller til at bage med.
Kostfibre er vigtigt i en næringsfuld og sund hverdag og hjælper dig med at holde vægten på grund af den mættende effekt. Chufagrød smager oven i købet fantastisk og er et super godt alternativ til dem med glutenallergi.
Opskriften
1 portion
Forberedelse: Dagen før laves en chufadrik / Tilberedning: 10 minutter /
Ingredienser
- 3 spsk chufapulp
- 2 dl havregryn
- 3 spsk chiafrø
- 2 dl chufadrik
- Topping: bær, mandler, banan, chufaknolde
Fremgangsmåde
- Bland chufadrik, havregryn og chiafrø sammen i en skål.
- Lad det stå natten over i køleskabet eller nyd grød med det samme
- Top grøden med bær, mandler, banan, kanel og chufaknolde eller andet du har lyst til
Grøden vil have en mere samlet og tyk konsistens, hvis den stilles på køl natten over, men det er absolut ikke nødvendigt.
Tip: ønskes en 100% glutenfri grød, kan man benytte glutenfri havregryn