Salt har været meget omtalt i medierne de sidste par år – men hvad er det lige det handler om?
Undersøgelser viser at danskerne spiser alt for meget salt.
Vi skal have en vis mængde salt hver dag, for at opretholde essentielle processer i kroppen,- men hos den danske gennemsnitskvinde ligger det daglige saltindtag på 7-8 g. og for mænd helt oppe på 10-11 g., hvor det burde ligge på 5-6 g!
Resultatet af at vi får så meget salt, er at vores risiko for at få en hjerte-kar-sygdom er kraftigt forhøjet. Dette skyldes, at et for højt saltindtag øger kolesterol i blodet. Derfor bør man have fokus på sit saltindtag.
Skjult salt i hverdagen
88-89% af vores saltindtag får vi fra forarbejdede fødevarer. Salt bliver både brugt som konservator og smagsforstærker i produkter som de fleste af os spiser hver dag – for eksempel ost, pålægsprodukter, morgenmadsprodukter og brød.
Derfor bør du være opmærksom når du handler ind. Du kan selvfølgelig vende pakken om, og kigge på indholdet – men hvis din tid og tålmodighed ikke er til det, så gå efter nøglehulsmærket. Det grønne nøglehul garanterer, at saltindholdet ikke er særligt højt.
Hvad kan jeg ellers gøre for at nedsætte mit saltindtag?
Du kan lave det meste af din mad fra bunden – herved undgår du det skjulte salt fra de forarbejdede produkter. Derudover kan du fjerne dit bordsalt. Mange salter maden uden at have smagt på den, af lutter dårlig vane.
Hvis du fjerner salten fra dit spisebord, bliver du sjældnere fristet til at salte din mad yderligere. Det kan lyde banalt, men giv det et forsøg.
Hjerteforeningen mener at man kan reducere 1.300-1.500 blodpropsrelaterede dødsfald om året, hvis alle danskere skærer 3 gram af deres daglige saltindtag væk.
Så skru ned for saltet, og op for de andre dejlige krydderier og friske krydderurter. Det er den bedste erstatning!
Kilde: Forbrugerrådet