Vi har tidligere talt om angst, depression og de forskellige spiseforstyrrelser. Så i dag vil jeg lægge lidt fokus på skizotypi. Det er en sygdom, der ikke får megen omtale, og en del kender slet ikke til den. Desværre er der et stort tabu overfor skizofrene lidelser. Så snart folk hører skizo, er reaktionen ofte, at de trækker sig lidt tilbage. Vi har måske en ide om, at en person, der lider af skizofreni, er lig med en person, der har flere personligheder, taler med usynlige folk og er helt utilregnelig. Dette er ikke sandt. Splittet personlighed er ikke en karakteristika ved skizolidelser.
Skizotypi er en “mildere” form for skizofreni, som nogle gange er betragtet som forstadiet til skizofreni.
Den største forskel er, at folk med skizotypi ikke har længevarige psykoser og psykotiske episoder. Derudover er symptomerne også mildere. Det er nemmere for en person med skizotypi at opretholde en normal hverdag med arbejde, familie og venner.
Skizotypi er en nyere lidelse og ikke særlig udbredt. Det er muligvis derfor at der ikke er så mange, der har hørt om den, så det er vigtigt at vi taler om den. Har man lige fået diagnosen, er man ofte ret forvirret og vil undersøge, hvad det egentlig betyder. Desværre står der ikke så meget om, hvad det egentlig kan betyde for én, når du googler det. Derfor er der nogle eksempler på måder, symptomerne kan vise sig.
En personlig beretning fra en person med skizotypi:
“Jeg gennemgik et langt spørgeskema, hvor du kun man svare ja/nej. Det bruges til at diagnotisere borderline disorder, da de kan udpege nogle tendenser. Jeg er ikke spontan og til tider uhæmmet ligesom folk med borderline er. Da jeg fik diagnosen var jeg vildt forvirret og en anelse skræmt. Navnet lyder meget seriøst og jeg havde aldrig hørt om den, selvom jeg havde en del kenskab til psykiske lidelser. Men det var egentlig rart at have en bedre forklaring på, hvorfor jeg havde det sådan. Hvorfor socialisering og venskaber var så svære, hvorfor jeg følte mig så sær og forkert, hvorfor jeg havde så grusomme mareridt – og hvorfor jeg havde set syner af tegnefilmsfigurer i træer. At starte hos OPUS har givet mig mere tryghed. Jeg bliver behandlet af nogen, der har stort kenskab til sygdommen. Jeg håber, at jeg er medicinfri, når forløbet stopper om to år.”
Symptomer og kriterier
For at tilstanden kan betegnes som skizotypi, skal man have mindst fire af følgende ni symptomer, og de skal have været til stede i mindst to år:
- Nedsat evne til at føle – følelseskulde
- Sær eller ekscentrisk udseende og adfærd
- Nedsat kontaktevne og isolationstendens
- Sære ideer, som påvirker adfærden
- Mistroiskhed og tendens til “paranoia”
- Tvangstanker ofte med seksuelt eller aggressivt indhold
- Usædvanlige sanseoplevelser og uvirkelighedsfølelse
- Sær og kunstig tankegang og tale
- Ganske kortvarige hallucinationer eller vrangforestillinger
Nogle eksempler på hvordan symptomerne kan se ud i virkeligheden:
Det kan være umådelig svært at komme i samtale med andre og endnu sværere at holde kontakten. Det kan føles som om et venskab slutter, så snart man ikke er i samme rum.
Man kan føle, at man ikke har adgang til de samme følelser som andre. Man kan ikke føle sig rigtig glad, man kan ikke rigtig være vred eller føle tilhørsfornemmelse.
Man ser måske lynhurtigt noget, der ikke er der. Det kan også være lyde, som ikke er der. En vrangforskellig kan godt være en splittet personlighed, men ikke for skizotypi, da vrangforskellige maksimalt varer et par minutter, men ofte få sekunder.
Tvangstankerne kan også komme i form af drømme eller mareridt, som man kan have svært ved at tage afstand fra, når man vågner, eller man tvivler på, om det reelt skete.
Hvad kan der gøres?
Skizotypi er en lidelse, hvor der ikke er meget, du selv kan gøre. Skizotypi kræver medicinsk behandling og terapi. Det er lignende behandlingen for skizofreni dog med lavere doser medicin og andre punkter, der lægges vægt på i terapien.
Folk med skizotypi har også større chance for at udvikle angst og depression.
Har man skizofreni, skizotypi eller andre skizolidelser, kan ens læge indstille én til et behandlingsforløb hos eksempelvis OPUS. OPUS er et toårigt forløb for folk mellem 18-35 med skizolidelser. Det er gratis, men man skal dog indstilles og til indledende samtale, efter de har kigget ens journal igennem. Din læge skal altså diagnotisere dig først.
Hos OPUS får man sin egen kontaktperson, som man i starten mødes med hver uge. Kontaktpersonerne er sygeplejersker, socialrådgivere og lignende. Man får også tilskrevet en læge, som tager sig af ens medicinske behandling. OPUS kan hjælpe én med alt fra kontakt til kommunen, handlingsplaner, behandling, gruppeterapi, medicinering og meget mere. Et OPUSforløb tilpasses den enkelte ud fra, hvad deres behov er, og hvor meget lidelsen skaber problemer for dem. En skizotypisk mand har ikke nødvendigvis de samme problemer som en skizotypisk kvinde.
OPUS har centre over hele Danmark.
