Blåbær er i mange år blevet rost for sine sunde egenskaber og bliver ofte betegnet som en superfood på grund af det høje indehold af vitaminer, mineraler og antioxidanter. De er især kendt for indholdet af antocyaniner, der er de røde/blålige pigmenter, der giver bærrene sin mørklilla farve.
Om blåbær i virkeligheden er den superfood, som den ofte udråbes til at være, kan selvfølgelig diskuteres. Faktisk findes der meget få studier, der viser noget konkret om blåbærrenes gavnlige virkninger.
Men superfood eller ej, er der dog ingen tvivl om, at blåbær er en rigtig god kilde til vitaminer og mineraler, og de små bær kan derfor med fordel indtages som en del af de 600 gram frugt/grønt, det anbefales at spise hver dag.
LÆS OGSÅ: Vitaminer og mineraler
Vidste du imidlertid, at der findes forskellige slags blåbær, og at det faktisk ikke er helt ligegyldigt, hvilken slags blåbær du vælger?
3 typer blåbær
Der er især tre arter af ”blå bær”, som kan være svære at skelne imellem:
- Vilde, nordiske blåbær (Vaccinium myrtillus L)
- Amerikansk blåbær (Vaccinium corymbosum L)
- Mosebøllebær (Vaccinium uliginosum L.)
De vilde, nordiske blåbær er forholdsvis små bær (ca. 0,3-0,6 g/bær), der vokser vildt i den nordiske natur. De har et højt indhold af antocyanin i både frugtskallen og frugtkødet, hvorfor de har en tendens til at smitte utrolig meget af.
De amerikanske blåbær er væsentligt større end de vilde blåbær (ca. 2 g/bær), og mosebøllebærene ligger størrelsesmæssigt et sted midt imellem. I amerikanske blåbær og mosebøllebær findes antocyaninerne udelukkende i frugtskallen, så hvis du bider disse bær over, vil frugtkødet derfor være lyst.
De nordiske, vildtvoksende blåbær indeholder dobbelt så høj en koncentration af antocyaniner i forhold til de dyrkede, amerikanske bær, og du skal derfor gå efter disse, hvis du ønsker mest mulig næring for pengene.
Sådan kommer du hjem med de
rigtige blåbær
Fødevarestyrelsen har den praksis, at betegnelsen ”blåbær” kan anvendes på både almindelige blåbær og amerikanske blåbær. Mosebøllebær må ikke sælges som blåbær, og de dyrkes derfor heller ikke kommercielt. Til gengæld findes de i naturen, hvor man nemt kan komme til at forveksle dem med rigtige blåbær.
Stort set alle de friske blåbær, der kan købes i butikkerne er amerikanske blåbær. Du kan kende dem ved, at de ofte er ret store, og så er de lyse indeni, når du bider dem over. Dog findes der efterhånden en del økologiske producenter, herunder Minirisk og Änglermark, der producerer de vilde blåbær på frost. Disse bær er typisk meget små og afgiver rigtig meget farve.
De amerikanske blåbær er dog også ret udbredte i frostsortimentet, så hvis du vil være sikker på, at du kommer hjem med de rigtige blåbær, så tag lige et ekstra kig på posen, inden du køber den.
Kilde: Fødevarestyrelsen, Samvirke
Min søster ( som er kok i Portugal) har fortalt mig at blåbær “gør mere for en”, frosne! Det at de bliver frosset skulle frigive flere antioxidanter osv.
Ved ikke hvor hun har det fra men jeg er ikke den der tvivler på min søster ???