Om forfatteren og bogens titel
Bag kogebogen Herlig og ærlig mad står bloggeren Emma Martiny, der blogger om alt lige fra mode og makeup til sunde opskrifter og rejser på bloggen af samme navn. Emma Martinys blog emmer af æstetik og kvalitet, og det er tydeligt, at hun lægger et kæmpe stykke arbejde i hvert eneste blogindlæg. Netop af denne grund har jeg længe sukket efter hendes kogebog, Herlig og ærlig mad, som faktisk udkom i slutningen af april. Jeg har derfor haft mange måneder til at opbygge høje forventninger til indholdet. Og uden at sige for meget, kan jeg allerede nu afsløre, at mine forventninger er indfriet.
Bogens titel, Herlig og ærlig mad, udspringer af Emma Martinys tilgang til mad – herlig mad lavet på ærlig vis af (med hendes egne ord) hele, sæsonprægede, økologiske råvarer. Her er ingen løftede pegefingre eller udelukkelse af hele fødevaregrupper. Her er både kulhydrat, protein og fedt velkomment, så længe det kommer fra råvarer af god kvalitet. Og lige præcis denne tilgang til mad er et friskt pust i en tid, hvor LCHF, palæo og andre meget restriktive diæter hersker.
Opbygningen
Bogen er opdelt i otte kapitler; Morgenmad, Frokost, Forretter og Salte snacks og Hovedmåltider, som er delt i tre underafsnit (vegetar, fisk og skaldyr, fjerkræ og kød). Bogens sidste kapitel er; Desserter og søde snacks. Opbygningen er meget simpel og overskuelig, og det er dejligt, at kapitlet med hovedmåltider er delt i tre underafsnit, hvis man for eksempel ikke spiser kød, eller hvis man bare ved, at man en aften har lyst til at lave noget med fisk eller skaldyr.
Inspirerende opskrifter
Hvis man som mig har hylderne fyldt op med den ene kogebog efter den anden, kan det være svært at blive virkelig imponeret over en ny kogebog på trods af et både højt æstetisk og indholdsmæssigt niveau. Måske fordi man har set det hele før. Men denne kogebog formår på ægte vis at imponere mig – ikke mindst på grund af de inspirerende og originale opskrifter. Emma Martiny formår faktisk at bringe noget nyt på bordet, og fordi opskrifterne ikke er lavet ud fra en bestemt kostretning, er der en variation i opskrifterne, som er meget inspirerende.
Frokostretter som passer til madpakken
Især frokostdelen skal have et rosende ord med på vejen. Opskrifter på frokostretter kan ofte blive lidt ligegyldige, fordi vi her i Danmark ofte spiser på studie eller job. Vi har altså enten madpakke med eller spiser i kantinen. Og dette formår Emma Martiny at omfavne. I Herlig og ærlig mad er der opskrifter på frokost, som faktisk egner sig til madpakke – Fiberbagels, Kikærtepirogger med linsefyld og Fritattamuffins er bare nogle af dem. Mange af dem skal selvfølgelig laves dagen inden eller i weekenden, men så har man også nok til flere dage. Til dem i tidsnød er der også opskrifter på råkost til hele ugen og quinoasalat til tre dage. Men også bogens andre kapitler er fyldt med lækre opskrifter, som jeg ikke kan vente med at afprøve – Rødbede-quinotto, Boghvedegalette med rødbede, feta og karamelliserede rødløg og Mellemøstlige bagte auberginer er bare et lille udpluk af de opskrifter, som jeg glæder mig til at sætte tænderne i.
Morgensmadsklassikere på nye måder
Og for morgenmadselskerne er der også en masse at glæde sig til af både velkendte opskrifter med et twist som for eksempel Jordbær-rabarber syltetøj med chiafrø og anderledes opskrifter som Mexikansk morgenmadssalat.
Desserter med et sundere twist
Dessertdelen rummer en lang række opskrifter på både kager og desserter lavet med et sundere twist. Der bliver derfor ikke brugt hverken raffineret sukker eller hvedemel i opskrifterne. I stedet er der brugt dadler, kokossukker, ahornsirup og alternative meltyper som for eksempel kokosfibermel og fuldkornsrismel. Her er der måske nogle, der tænker; ‘hvorfor ikke bare lave en hel normal kage på sukker og hvidt mel?’ Emma Martinys svar til dette er, at vi får så meget af dette i forvejen, så i eget køkken kan vi ligeså godt lave samme lækkerier men med sundere ingredienser. Så selvom der lige i denne del af bogen bliver udelukket fødevarer, så bliver det italesat meget anderledes, end hvad man er vant til. Og Emma Martiny skriver endda, at man kan tilpasse opskrifterne, som man har lyst til. Hvis man vil bruge hvidt sukker er der ingen løftede pegefingre, det kan man gøre, lige som man har lyst til.
Vurdering
Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg er svært begejstret over det nye medlem i min kogebogssamling. Hvis jeg skal nævne et enkelt minus, så er det, at nogle måske vil finde opskrifterne en smule besværlige, da der i flere af opskrifterne bliver anvendt ingredienser, som mange måske ikke er vant til at bruge. Men i virkeligheden handler det måske bare om, hvem bogen er til. For en madnørd som mig er den lige præcis den perfekte blanding af simpel og eksperimenterende, men for en som ikke er vant til at lave så meget mad, kan den måske blive en smule uoverskuelig. Men, men, men… Smukke billeder, inspirerende opskrifter og et befriende syn på mad og sundhed! Fem flotte gulerødder kan kun være på sin plads.
Hvis du må have fingrene i Emma Martinys smukke kogebog, kan den købes her til 379,95 kroner.