7-eleven er kommet ind i kampen om at gøre det sunde valg nemmere – det lyder som sød musik i mine øre.
Sidste sensommer kom der sandwich fra Cofoco i butikkerne. For ikke lang tid siden introducerede de LéLé’s salater og grød fra GRØD, hvilket var et godt indspark i forhold til de produkter, der tidligere var i butikkerne. Herudover er der kommet mere fokus på sunde snacks og frisk frugt, som for eksempel deres nye palæobar og Ready To Eat skyllet og forpakket frugt. Alt dette er giver et par anerkendende nik her fra os på redaktionen – det er et dejligt tiltag fra 7-elevens side.
Sidste skud på stammen er økologiske baby bites. Her er 7-eleven gået i samarbejde med sværvægterne indenfor økologi: Hanegal og Aurion. Et godt udgangspunkt for et godt produkt. Produktet er dog ikke sundere ud fra navnet, da økologi ikke nødvendigvis er sundere for dig, men budskabet om mere ansvarlighed klinger godt i denne sammenhæng. Da økologi ikke er lig med sundt, selvom jeg personligt foretrækker den økologiske udgave og mener, den er sundere i en anden forstand end ernæringsmæssigt, så stiller det mig alligevel undrende. Er denne nye økologiske baby bite en måde at fange de forbrugere, som hopper med på de nye, sunde alternativer, hvor de er dårligst oplyst?
Det kan jeg ikke lade stå uvidst, og derfor har vi på Carrotstick fået ingredienslisten på disse baby bites.
Overordnet er der 100 % thumps up til 7-eleven for ingredienserne, som er næsten 100% økologiske. Dog er der få ting, som springer os i øjet. Vi undrer os over, at ingredienslisten skal være så lang, når man tænker på, hvad man selv ville bruge, hvis der skulle laves pølsehorn derhjemme. Især når det er vores opfattelse, at produktet ikke har behov for forlænget holdbarhed, når de fryses ned, bages/opvarmes og sælges umiddelbart efter. Både rørsukkeret og gulerodssaften er triste ting at se på denne liste, da vi opfatter det som en måde at snyde med smagen, hvilket vi ikke mener er nødvendigt. Derudover er der tilført en del E-numre som emulgator, surhedsregulerende middel, bagehjælpemiddel (fortykningsmiddel) og melbehandlingsmiddel, som vi igen ærgrer os over i forhold til en hjemmelavet udgave.
Vi ved godt, at på-farten-produkter ofte er tilført disse typer ingredienser, men når det omhandler pølsehorn, som sælges hurtigt efter opvarmning, så er vores vurdering, at det ikke er strengt nødvendigt.
Jeg ville gerne selv have smagt produktet, men kom til tomme hylder kl. 16 en mandag eftermiddag. Fik dog at vide hos en anden 7-eleven, at salget ikke er stort (og at det ville hjælpe på salget, hvis de kunne fås med ketchup). Vi kan derfor ikke selv vurdere, hvordan de bliver taget imod, men jeg tror omvendt, at det afhænger meget af, hvor butikken ligger.
Min vurdering
Min vurdering af de økologiske baby bites som koncept er positiv, dog er det ikke et sundere alternativ, som mange af de andre nye produkter. Det er et bedre valg for omgivelserne, dyrene og miljøet, men produktet er ikke sundere end de almindelige baby bites. Hvis tiltaget skulle rykke noget, så skulle man have fjernet de ikke-økologiske udgaver fra hylderne, så statementet virkelig virkede oprigtigt.
Hvis man vælger at gå i 7-eleven, så vil jeg anbefale nogle af de produkter, som jeg startede med at præsentere, eller vælge et af de nye nøglehulsmærkede produkter, som netop er kommet på hylderne.
Kilder: retailnews.dk, pressesystemet.dk, aoa.dk
Fotos: food-supply.dk