Jeg elsker at dyrke yoga – det er en genial måde at styrke kroppen på og forbedre sin balanceevne. Derudover er yoga en god måde at at få ro i hovedet og opleve total afslappethed på (særligt efterfølgende). Alle, ved godt helbred, kan dyrke yoga.
Hvad går det så ud på?
I yoga laver du en masse forskellige kropsøvelser, som du holder i et antal sekunder eller minutter. Du laver det typisk på en måtte, der gør at hverken hænder eller fødder kan glide. Der findes forskellige typer yoga, som har hver sin hårdhedsgrad og opbygning. Grundlæggende er der fokus på udstrækning og styrkelse af alle kroppens muskler, samt at bidrage til at finde fokus og indre ro. Åndedrættet spiller desuden en central rolle.
Du kan dyrke yoga hver dag hvis du har lyst – jo oftere des bedre. De fleste træningscentre udbyder det og man kan dyrke det derhjemme, enten ved hjælp af bøger eller videoer. Se et bredt udvalg af yogabøger og –dvd’er på yogaudstyr.dk.
Hvad får jeg umiddelbart ud af det?
Øget fleksibilitet
En stærkere krop
En bedre positur
Et bedre åndedræt
En følelse af mere ro og mindre stress
Yoga har desuden en positiv effekt blodtrykket
Hvilken type yoga skal jeg vælge?
Her får du et lille overblik over de mest kendte typer yoga der findes.
Hatha Yoga er den mildeste yogaform. Hvis du er nybegynder bør du vælge hathayoga. Her ligger fokus på at få kendskab til diverse yogastillinger, samt på koncentration og meditation. Et godt valg til begynder-yoga.
Astanga Yoga er en hårdere form for yoga, der egner sig bedst til folk som i forvejen er i god form. Her laver du en masse udfordrende øvelser, som du gentager mange gange – dette giver virkelig sved på panden! Hvis du er yoga-jomfru er det ikke denne type du skal vælge.
Vinyasa Yoga – her er der fokus på at der skal være flow imellem øvelserne. Du bevæger dig i takt med åndedrættet og er i konstant bevægelse.
Bikram Yoga udføres i lokaler varmet op til 40 grader – varmen gør at du kan komme ekstra dybt ud i stillingerne. Desuden kommer du lettere af med dine affaldsstoffer fordi du sveder så meget. Dette er en meget hård og udfordrende form for yoga. Hvis du hader at svede skal du ikke vælge denne type. (Jo, der er faktisk nogen der hader at svede)
Power Yoga – her er yoga kombineret med elementer fra aerobic verden. Målet er at få pulsen op og få styrket kroppen, samtidig med, at kroppen strækkes godt ud.
Der findes også andre mindre kendte typer yoga, men jeg har valgt ikke at tage dem med, da de kan være svære at finde i Danmark.