Her har du opskriften på en rigtig lækker vegansk julepostej fyldt med alle de råvarer, som den danske vinter byder på: umami-givende svampe, ristede hasselnødder, skønne bønner, sødmefyldte gulerødder og syrlige madæbler. Mums!
Så her har du en alternativ til året julebord med et spændende twist, der kommer fra min bog: Vegansk for alle, som du kan købe i vores shop!
Opskriften startede som et eksperiment, som viste sig at blive super godt! Så nu kan du også lave et knald af en julepostej til julebordet 🙂
Opskriften
4-8 portioner
Ingredienser
- 250 g hasselnødder
- 250 g svampe
- 4 stk gulerødder
- 480 g butterbeans
- 3 stk løg
- 2 spsk soyasauce
- 2 spsk balsamicoeddike
- 2 spsk olivenolie
- ca. 100 g havregryn
- 1-2 stk æbler
- salt og peber
Fremgangsmåde
Tænd for ovnen på 175 grader.
Hak hasselnødderne groft, og rist dem på en pande, indtil nødderne er gyldne. Læg dem i en skål og stil til side.
Hak gulerødderne i tern. Størrelsen er ikke så vigtig, da det hele alligevel skal i en foodprocessor.
Skær svampene i mellemstore tern, og steg dem på panden med lid salt og peber. Svampene skal ikke svinde for meget ind, men de skal være møre.
Steg svampene i omtrent 10 minutter. De sidste 5 minutter af stegetiden tilsættes gulerødderne.
Skær løgene i tern, imens svampe og gulerødder steger.
Kom svampeblandingen, hasselnødder, bønner, løg, soyasauce og balsamico i en foodprocessor og blend, til det har en ensartet konsistens.
Den skal ikke blendes lind! Så det gør ikke noget, hvis der er mindre stykker af ingredienserne.
Rør så olivenolie og havregryn i. Der skal nok havregryn til, at massen bliver fast, men ikke alt for stiv.
Smag til med salt, peber og eventuelt mere balsamicoeddike.
Kom bagepapir i en bageform på 20 x 30 cm, og hæld postejen i.
Skær æblerne ud i 5 mm tykke skiver, og fordel æbleskiverne ovenpå postejen. Pensl postejen og æblerne med lidt olivenolie og drys salt over.
Bag i 35-40 minutter.
Postejen skal være fast og gyldenbrun. Efter bagetiden skal den stå i 10-15 minutter, for at den kan sætte sig.