Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til lysten til at detoxe sin kost for især sukker – fx efter julens eskapader. Det sker i hvert fald for mig år efter år, at jeg kommer til at give den gas hen over julen i tanken om, at efter nytår skal det være slut. Så jeg tager liiige et stykke mere.
Med sukkerfri mener jeg slik-, chokolade- og kagefri. Jeg gør det år efter år for at gøre mig selv opmærksom på, hvor stor en del sukker og søde sager egentlig er. Min første krise kommer altid hurtigt, men jeg er heldigvis født med en stædighed på størrelse med ti ponyers, og derfor kan jeg godt klare det. Men det kan være rigtig svært for mange andre, at holde sig helt væk. Hvorfor er det så svært for os at holde os fra det? Vi må jo gerne igen om lidt..
Hvorfor er det så svært for os slikmunde at undvære de søde sager?
Der er forsket på området, men der er fortsat ikke nogen “endegyldig sandhed”. Nogle mener, at det er mere en psykisk afhængighed end en fysisk. Det kan være emotionelt betonet. Og hvem kender ikke det? Andre mener, det blot er en dårlig vane som alt andet. Forskere på Universitetet i Bourdeaux har foretaget forsøg på rotter, hvor de testede kokain vs. sukker. Det viste sig, at rotterne havde en større præference for sukker, end de havde for kokain (selv de rotter som var afhængige af kokain før!). Altså de var mest tilbøjelige til at udvikle afhængighed af sukker. Forskerne bag forsøget peger på, at dele af begrundelsen herfor kan være, at der er en del flere nydelses- og belønningsfaktorer forbundet med sukker. Og det kan godt sidestilles med den opfattelse, at lysten til sukker kan være emotionelt betonet. Hvorom alting er, skal jeg ikke gøre mig klog på præcis, hvad der tricker din, min eller vores lyst til sukker, for det er helt individuelt.
Som eksempel på, at sukkerafhængighed blot kan være en tillagt vane, kan jeg tage min bror. Han kunne ikke være mere ligeglad med, at der bliver sat en stor slikskål foran ham – eller et stykke Gateau Marcel for den sags skyld. Når han er sulten, spiser han almindelig mad. Og han spiser som en mand! Han undgår cravings, og det har jeg altid misundt ham.
Til trods for den lille anekdote om min bror, som jeg er vokset op på lige vilkår med, så er jeg altså sukkerjunkie!
Jeg elsker slik, chokolade og kage, og hvis jeg kunne, ville jeg nok leve af det. Men det kan jeg bare ikke – og hvad gør man så?
Få det til at fungere, hvis du hidtil ikke er lykkedes med en anden løsning. Jeg hører fra en del, der har levet efter LCHF, Paleo og lignende med højt indtag af fedt og protein og helt eller delvist udelukkelse af kulhydrater, at det kan hjælpe til at undgå cravings efter et sødt fix. Formentlig på grund af det høje fedtindtag og ingen pludselige udslag på blodsukkeret på grund af indtag af de letfordøjelige kulhydrater. Jeg er personligt bare ikke tilhænger af total udelukkelse af en fødevaregruppe, som ifølge vores nordiske anbefalinger er essentielle for vores krops optimale fungeren.
Så derfor: Acceptér din lyst til sukker og lær at håndtere den med måde. Tænk dig om en ekstra gang, inden du åbner posen og mærk efter, hvorfor det egentlig er, at du har lyst til at spise nu?
Jeg gør selv følgende:
- To-tre måneder årligt har jeg “detox” fra sukker. Det er mest til gavn for min psyke, fordi jeg bliver mindet om, at jeg sagtens kan leve uden det. Det gør det lettere at være lidt fornuftigt tirsdag eftermiddag nede i supermarkedet resten af tiden.
- Finder naturlige alternativer såsom figner, dadler, abrikoser, honningristede nødder og lignende. Der findes et hav af opskrifter med disse som nøgleingredienser i kager og snacks. Jeg har her linket til god inspiration fra de andre Carrotstick-piger (i nogle opskrifter er der sukker – erstat det med stevia, sukrin gold eller modne bananer). Især disse dadelkugler er helt fantastiske og en af mine absolutte favoritter!
- Spiser ikke slik alene. Jeg forbinder det med noget socialt, et treat. Og jeg glæder mig til det hver gang.
- Løber gode ture, så der ikke sker så meget ved, at jeg af og til falder i med et brag 🙂
I forhold til de naturlige alternativer til slik og kage kan jeg varmt anbefale at se nærmere på vores sunde desserter og snacks her. Her findes en masse lækkerier, som kan gøre din søde tand glad til hver en tid.