Kender du nogen, som er helt besatte af at være sunde – personer, hvor alt usundt er en synd, og hvor sundhed kommer før alt andet, om så det er venner, familie eller arbejde? Nogle gange er dette mere end bare at gå op i sin sundhed. Nogle gang kan man være så sund, at det er usundt.
I spiseforstyrrelseserien har vi tidligere kigget på anoreksi, bulimi og binge eating disorder eller tvangsoverspisning.
Orthoreksi
Det fjerde indlæg handler orthoreksi.
For få år siden blev den kendt som “den nye spiseforstyrrelse”, og Christian Bitz har fortalt om hans oplevelse med den. Den er også betraget som den fjerde spiseforstyrrelse og er derfor også det fjerde indlæg i serien.
Orthoreksi handler kort sagt om et overdrevet fokus på sundhed, der afholder personen fra at leve et normalt liv. En forstyrret forståelse for sundhed med selvopfundne regler for, hvad der er sundt, og hvad der ikke er, såsom at alt sukker – selv frugtsukker – er skadeligt, og at alt fedt gør en fed. Det begrænser deres diæt i en grad, hvor de ofte ender med at blive fejlernæret.
Det er en sygdom, som typisk ses hos atleter.
Der er endnu ikke fastsat universelle kriterier for orthoreksi, hvilket gør det svært at få hjælp og behandling for sygdommen.
Walter Vandereycken har imidlertid forsøgt at lave et sæt diagnosekriterier:
• En stærk opfattelse af “sund spising” som udtrykkes ved undgåelse af al mad eller ingredienser, som betragtes som “usundt” af personen – for eksempel mad som indeholder konserveringsmidler eller tilsætningsstoffer.
• En usædvanlig bekymring for egen sundhed.
• Signifikant bekymring ved eller svækkelse af sociale, erhvervsmæssige eller andre vigtige områder, som hæmmer et funktionelt liv.
• På grund af et selektivt kostforhold kan fejlernæring og vægttab forekomme.
Det kan være meget svært at kende forskel på en person, som går op i sit helbred og en, som går for meget op i det. Det gør det derfor svært at sætte en konkret diagnose og kriterier.
Dette bliver et problem, når man søger behandling. Både fordi sygdommen ikke var kendt, da mange af lægerne tog deres eksamener, og fordi den er så svær at genkende. Man risikerer, at man først får hjælp, hvis man taber sig så meget, at der er mistanke om en spiseforstyrrelse, eller hvis man kan blive henvist til en specialist eller et center for spiseforstyrrelser.
Hvad hvis du frygter, at en, du kender, lider af orthoreksi?
- Først bør du observere personen for at se, om hans / hendes vaner og mønstre virker overdrevne og tvangs-agtige.
- Vil personen nægte at spise hele madgrupper?
- Træner personen flere timer om dagen eller gentagende gange? – Her er der tale om 2+timer sessions ad gangen (medmindre de træner under en coach for et bestemt formål).
- Undgås sociale sammenhænge, fordi det ikke passer ind i personens sundhedsregime?
- Klager personen over konstant at være øm og træt, og virker personen udkørt?
- Bruger han / hun overdrevne mængder tid på at læse om sundhed? (dette er selvfølgelig ikke altid en farlig ting, da det også kan være studierelateret el. lign.)
For at få diagnosticeret orthoreksi behøver personen ikke passe på alle ovenstående ting.
Hvad skal du gøre?
- Hvis dette virker bekendt, så konfrontér personen på en støttende og rolig måde uden at dømme. Hør personens version af situationen.
- Foreslå at gå med til lægen.
- Pas på med at presse for meget på. En spiseforstyrrelse er altid psykisk og svær at omgå.
- Vær tålmodig – også selvom du måske ikke forstår, hvorfor personen gør, som han / hun gør, og hvad en spiseforstyrrelse egentlig gør ved en. Det er langt sværere end bare at lære at spise “normalt” igen.
- Anerkend at ingen helingsforløb er ens, og vigtigst af alt: Vær der for personen, når der er brug for det.
Når det gælder behandling, så gælder de samme tilfælde som ved de andre spiseforstyrrelser, se her, her og her (samme rækkefølge som ovenfor).
Det er kun i tilfælde af andre psykiske eller fysiske konsekvenser, at man kan blive akut indlagt.
Man kan søge hjælp på centre for spiseforstyrrelser, men disse vil have lange ventelister, så det er kun i voldsomme tilfælde, at indlæggelse sker. Ellers kan man være ambulant patient.
Hvis man har råd til det, kan man også selv betale for diætist og få en henvisning til psykolog, så behandlingen er billigere.
På den måde bestemmer man også selv mere over forløbet, end hvis man kommer i et rutinebehandlingsprogram. Men det er desværre ret dyrt. Især fordi en spiseforstyrrelsesbehandling foregår over flere måneder, så det bliver nemt flere tusinde kroner.
