Pesticider, også bedre kendt som sprøjtemidler, bruges i fødevareproduktionen til at bekæmpe ukrudt, beskytte afgrøder mod skadedyrs- eller svampeangreb eller påvirke plantens vækst. Nogle pesticider forsvinder helt fra de behandlede afgrøder, inden de skal høstes, mens andre giver rester i de høstede afgrøder.
Mængden af pesticidrester i vores fødevarer bliver løbende reguleret og vurderet, så de ikke kommer til at udgøre en trussel for vores helbred. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jo færre pesticidrester, der er i vores fødevarer, desto bedre — ikke kun for dig, men også for naturen og grundvandet.
Men hvad kan man egentlig gøre for at undgå eller bare minimere mængden af pesticidrester i sin mad? Det kan du finde svaret på lige her!
LÆS OGSÅ: Køber du “sminkede” fødevarer uden at vide det?
1. Køb økologiske fødevarer
Hvis du helt vil undgå pesticidrester i din mad, så hold dig til økologiske fødevarer. Økologiske fødevarer er nemlig dyrket helt uden pesticider, hvorfor disse fødevarer som udgangspunkt ikke indeholder pesticidrester.
I meget få tilfælde kan der dog godt forekomme meget små mængder pesticider i selv økologiske fødevarer. Dette skyldes sandsynligvis forurening fra områder med konventionelt landbrug eller sammenblanding af økologiske og konventionelle fødevarer. Der er dog meget streng kontrol med økologiske fødevarer, så generelt vil det at købe økologisk være din garanti for, at de ikke indeholder pesticider.
LÆS OGSÅ: Hvad stå Ø-mærket egentlig for?
2. Køb dansk frem for udenlandsk
Hvis du ikke har råd til at købe alle dine fødevarer økologisk, men du stadig gerne vil mindske dit indtag af pesticidrester, er det en god idé at kigge på, hvor dine fødevarer er dyrket.
I Danmark har vi nemlig ret strenge regler for brugen af pesticider, så generelt indholder frugt, grønt og korn, der er dyrket i Danmark, også færre pesticidrester sammenlignet med lignende produkter fra udlandet.
Faktisk viser studier fra DTU Fødevareinstituttet, at man kan halvere sit indtag af pesticidrester blot ved at vælge danske afgrøder, når det er muligt. Her kan man med fordel vælge frugt og grønt efter årstiden, fordi det typisk er nemmere at få fat i, og så indeholder de flere vitaminer og mineraler.
3. Vælg fødevarer med færrest pesticidrester
Det er dog ikke alle udenlandske fødevarer, der indeholder mange pesticidrester, og man kan derfor også nedsætte sit indtag af disse ved at vide en smule om, hvilke fødevarer der generelt har et højt og lavt indhold af pesticidrester.
Til dette formål har Fødevarestyrelsen lavet en rangordning af frugt og grønt, som kan bruges som en hjælp til at vælge de råvarer, der indeholder færrest pesticidrester. Ud fra denne rangordning fremgår det, at udenlandske ærter med bælg og udenlandske kirsebær er de råvarer, der indeholder allerflest pesticidrester.
Til gengæld indeholder: Dansk produceret agurk, blomkål, gulerod, hvidkål, kartoffel, løg, pastinak, persillerod, porre, rosenkål, rødbede, rødkål, selleri, spinat, tomat og ærter uden bælg næsten ingen pesticidrester.
Det samme gør sig desuden gældende for: Udenlandsk produceret asparges, aubergine, banan, courgette, hasselnød, hvidkål, hvidløg, kaki, løg, melon, porre, svampe, te, vandmelon og ærter uden bælg.
Hvis du ikke har råd til at købe alt økologisk, kan du derfor med fordel vælge de råvarer (både danske og udenlandske), der indeholder færrest pesticidrester.
4. Skyl altid frugt og grønt
Nogle pesticidrester sidder helt inde i frugtkødet, men der er også en del af dem, der udelukkende sidder på overfladen. Man kan derfor mindske sit indtag af overfladiske pesticidrester, hvis man skyller frugt og grønt, før man spiser det. Dette vil desuden også fjerne eventuelle bakterier, virus og snavs, som kunne være kommet på fødevaren.
De fleste frugter og grøntsager har nemlig ofte haft en lang transporttid, før de ender hjemme i dit eget køkken. De kan derfor have været i kontakt med mange forskellige smittekilder – herunder dine egne hænder og kassebåndet i supermarkedet. Dette problem kan man selvfølgelig også komme udenom, hvis man vælger at skrælle frugten eller grøntsagen.
Rent sundhedsmæssigt er det dog ikke nogen fordel, idet der sidder rigtig mange vitaminer og fibre i skrællen. Du kan derfor sagtens blive ved med at spise for eksempel æbler eller gulerødder med skræl, så længe du sørger for at skylle dem ordentligt, inden du spiser dem.
5. Vælg ikke-overfladebehandlede citrusfrugter
Konventionelle citrusfrugter er som udgangspunkt altid overfladebehandlede, så hvis man skal bruge skrællen på en citrusfrugt bør man altid købe de økologiske eller som minimum nogle, der ikke er overfladebehandlet. Grænseværdien for pesticidrester gælder nemlig ikke for skrællen, som derfor godt kan indeholde en større mængde pesticidrester, end det er tilladt i selve frugten.
Årsagen til dette er, at man i fastsættelsen af grænseværdier i citrusfrugter går ud fra, at man skræller citrusfrugten, inden man spiser den. Har man ikke tænkt sig at gøre det, er det altså en god idé at købe de økologiske i stedet.
6. Varier dit indtag
At variere sit indtag af frugt og grønt er en fordel rent sundhedsmæssigt, fordi man på den måde er sikret et varieret indtag af vitaminer og mineraler. Men faktisk kan det også være en fordel i forhold til indtaget af pesticidrester, eftersom forskellige fødevarer indeholder forskellige typer pesticider. Det er muligt, at det at variere sit indtag af fødevarer ikke direkte vil mindske det samlede indtag af pesticidrester, men det vil derimod sørge for, at du ikke får alt for høje doser af en given pesticidtype.
Grænseværdierne for pesticidrester i frugt og grønt er nemlig baseret på et såkaldt normalforbrug af den enkelte fødevare. Hvis du spiser rigtig store mængder af den samme type frugt eller grønt hver dag, kan du derfor risikere at få for meget. Endnu en grund til altid at vælge en varieret kost.
LÆS OGSÅ: De 10 kostråd
Kilde: Mad med mindre kemi, Fødevarestyrelsen.