Mange går rundt med forhøjet blodtryk uden at vide det. Det er fordi, du oftest ikke vil mærke nogle foruroligende symptomer. Men blodtrykket er meget vigtigt for vores velbefindende. For unge mennesker forekommer højt blodtryk sjældent, men jo ældre du bliver, jo vigtigere bliver det at holde øje med blodtrykket. Og det er temmelig nemt at gøre!
Brug en blodtryksmåler til hjemmebrug
For langt de fleste af os, er en blodtryksmåling noget der kun finder sted hos lægen. Det er selvfølgelig også helt fint, hvis blodtrykket generelt er i orden, men rigtig mange danskere lider af forhøjet blodtryk, og hvis du er en af dem, bør du overveje at investere i en blodtryksmåler til hjemmebrug.
Forhøjet blodtryk er i mange tilfælde symptomfrit, men der er alligevel nogle faresignaler, du bør være særligt opmærksom på:
Hovedpine og åndenød
Næseblod
Hjertebanken
Træthed
Svimmelhed
Alle disse symptomer kan naturligvis også kobles til andre lidelser, men en blodtryksmåling vil bestemt være givet godt ud, hvis du oplever disse faresignaler.
Hvad betyder forhøjet blodtryk?
Hvis du lider af forhøjet blodtryk, betyder det, at dit hjerte skal arbejde ekstra hårdt, for at pumpe blod ud i kroppen. Dine blodkar belastes, og du vil have øget risiko for blodpropper, hjerneblødning og karforsnævringer.
Dog vil du typisk opleve nogle andre bivirkninger, før vi når helt derud. Åndedrætsbesvær i forbindelse med fysisk træning er blandt andet et af de symptomer, du bør være opmærksom på. Naturligvis bliver man forpustet, når man dyrker motion, og alt afhængigt af din grundform, vil du blive det hurtigere eller langsommere end dem du træner med. Det er et spørgsmål om kondi. Men hvis du lever sundt og oplever åndenød ved relativt lav fysisk aktivitet, bør du få foretaget en blodtryksmåling.
Forstå din blodtryksmåler
Mange er nok lidt forvirrede i forhold til det med blodtryk, og det er der ikke så meget at sige til. Hvis ikke man forstår hvad en blodtryksmåler fortæller, er det jo egentlig bare to tal, der ikke giver meget mening.
En blodtrykmåling viser nemlig henholdsvis det systoliske og det diastoliske blodtryk. Det første tal er det systoliske blodtryk. Det beskriver trykket der opstår i pulsårerne, når hjertet trækker sig sammen og pumper blod ud i kroppen. Det andet tal, det diastoliske blodtryk, er det tryk, der er i pulsårerne, mens hjertet slapper af mellem to slag og fyldes med blod.
Forhøjet blodtryk er defineret ved gentagende målinger over 140/90 (systolisk/diastolisk)
Forbyg forhøjet blodtryk
Forhøjet blodtryk kan skyldes mange forskellige ting, men du kan forebygge det ved at leve sundt.
Kvit smøgerne
Hvis du ryger, er du i højrisiko for at få forhøjet blodtryk. Rygning skader (blandt meget andet) blodkarrene, blodet for lettere ved at størkne og dermed øges risikoen for blodpropper. Kun 1-2 år efter et rygestop, er risikoen for blodpropper reduceret med 50 %
Spis sundt og ikke for salt
Dine blodårer har ikke godt af fed og saltholdig mad. Spar på fedt og salt og dit blodtryk vil reduceres.
Dyrk motion – bare motion!
Ja, det kan være alt fra en rask gå- løbe- cykel- eller svømmetur. Der er ingen særlige krav til motionstypen, bare du får pulsen op i mindst 30 minutter om dagen.
Derudover bør du undgå stress. Dels er det ikke gavnligt for din psyke, men stress har også høj indvirkning på dit blodtryk.