Nye madoplevelser på Roskilde Festival 2018
Skiburger ad libitum og flæskestegssandwich til natmad. Roskilde Festival er for mange en uge med frikort til at indtage alt, hvad et tørstigt hjerte kan begære. Men madprogrammet på Roskilde Festival er meget mere end bøf i bolle. Tag på Food Tour med Rub og Stub og bliv præsenteret for nye madoplevelser.
Bæredygtighed og socialt fællesskab omkring maden. Mindre spild og mere økologi og gerne overskudsvarer er faste ingredienser, når Rub & Stub enten går i køkkenet eller står bag arrangementer. De tre grundlæggere Sanne, Maria og Irina udgør Rub & Stub og beskriver sig selv som en socialøkonomisk madkulturvirksomhed, der sætter fokus på at styrke sociale madfællesskaber – i år står de bag Roskilde Festivals Food Tour.
Vovehals, veganer eller gourmant?
Rub & Stub har i år tilrettelagt seks forskelige temature, der præsenterer forskellige kroge af Roskilde Festivals madscene. På to timer tygger deltagerne sig gennem festivalpladsens buffet og får et indblik i de mange forskellige spiseoplevelser, Roskilde Festival også er. De seks forskellige Food Tours byder på alt fra gourmet-mad til tømmermændsmad. Start din kødfri mandag på en ”Sexy Veggi Food Tour”, eller vov dig ud på en ”Experimental Food Tour”, der præsenterer nye smage og nye måder at definere vores madkultur på. Hvis overskuddet er lavt, men sulten er stor, har Rub & Stub sammensat en ”Curling Kids Food Tour”. Her bliver du guidet til budgetvenlig mad, der med garanti stiller sulten uden for mange dikkedarer.
”Food Tours har til hensigt at fremhæve festivalens mange og forskelligartede madoplevelser, ved at have et samarbejde med så mange af madboderne som muligt,” fortæller Roskilde Festivals Food Tour Koordinator, Rasmus Poul Bodholdt. ”Menuen bliver forhåbentlig både velsmagende og til tider overraskende. Vi forsøger at kombinere både de nye ansigter og de gamle kendinge på festivalens madområde. Vi ønsker at samle alt, hvad en festival er og kan i en Food Tour. Det lyder af lidt meget, samtidig med at vi ikke løfter sløret for meget,” siger Rasmus Poul Bodholdt.
Mere end mad
Udover at kredse om maden, fortæller Rasmus Poul Bodholdt, at nysgerrighed og overraskelse er en del af konceptet:
”Food Tours skal lege med deltagernes nysgerrighed. Og med nysgerrighed snakker vi ikke “kun” på madsiden, men også de fællesskaber, som opstår omkring maden på sådan en Food Tour, når deltagerne er i festivalhumør. Og en nysgerrighed på hele festivalen egentlig. Der vil komme til at være fortællinger og fremhævelser af hvilke foreninger, madkoncepter og forretninger, der står bag de forskellige madboder på festivalen,” fortæller han.
Roskilde Festival handler om fællesskab, nye oplevelser og gode historier. På en Food Tour får du ikke kun et unikt smagseventyr, men alle Roskilde Festivals overraskelser i en mundfuld.
Food Tours finder sted d. 5. juli, 6.juli og 7. juli på Roskilde Festival 2018.
Læs mere og find billetter her.