Måske har du hørt om pre-workout før, måske har du ikke. Hvis du løfter mange vægte, har du nok. Men der er mange, der ikke ved hvad det er, og hvad det gør, udover hvad selve navnet antyder – noget før træning.
Pre-workout kaldes også præstationsøgere eller PWO på nogen hjemmesider. Navnet præstationsøgere leder muligvis tankerne over på steroider og stoffer, hvilket det bestemt ikke er – i hvert ikke i Danmark, hvor der er strenge regler for, hvad der må være i produkter til indtagelse. Regler, der beskytter os mod at indtage usynlige og skadelige stoffer.
Hvad er pre-workout?
Pre-workout er kosttilskud, der er energigivende. Det tages tredive minutter før træning for at give øget energi, øget koncentration, øget styrke og større pump (blodtilførelse til de brugte muskelgrupper, hvilket giver en pumpet effekt, så du ser “herre buff” ud 😉 ).
Det kan give en bedre træning på ens flade dage. Der findes mange forskellige pre-workout med forskellige styrker og forskellige ingredienser. Den set på billedet er min personlige favorit. Den er rettet mod piger og har derfor en mindre dosis af aktive stoffer og ingen kreatin, som kan binde væske. Smagen minder om syrligt slik, og den giver en god energi, som samtidig ikke er for overvældende. Betaalaninen kan mærkes, men det aftager, når musklerne bliver varme.
Hvordan fungerer det?
Pre-workout er tilsat stoffer såsom koffein, betaalanin (som giver en prikkende fornemmelse), grøn te, forskellige vitaminer og meget mere. Nogle af dem indeholder også kulhydrat, hvilket er kroppens foretrukne energikilde. Det kan lyde ganske farligt, forvirrende og skræmmende, når man læser ingredienserne, men som nævnt før sikrer de danske regler, at indholdsstofferne ikke er skadelige.
Alle disse aktive stoffer er også refereret til som stimulanser, fordi det netop er det, de gør – altså stimulerer kroppens energireceptorer. Der findes også pre-workouts uden stimulanser, som stadig giver energi. De indeholder for eksempel ingen koffein og er derfor gode til sene træningspas, da de ikke vil forstyrrer søvnen.
Hvem kan drage gavn af pre-workout?
Din kost skal gerne give dig energi til din træning, men træner du hårdt og meget, kan det være rart med et tilskud til de ekstra hårde omgange. Det er mest til folk, der styrketræner tungt og meget. Til løb og andet distancetræning er det bedre med kulhydrattilskud, eventuelt med koffein tilsat.
Pre-workout kan også være en lifesaver, hvis man er på udmattende diæt og energien derfor er lav under træningen. Udmattende diæter er dog ikke en kostform, vi anbefaler, at man bruger. Det er til folk, der skal stå i konkurrenceform eller deltage i en bestemt vægtklasse i en sportsgren. Det er en diæt, der ikke skal følges i længere perioder. Det ødelægger din krop i det lange løb.
Det kan også være et fint tilskud at tage pre-workout inden morgentræning, hvis man ikke er et morgenmenneske. Det er nemlig heller ikke særlig godt at tage for sent på grund af de energigivende stimulanser, der kan forstyrre din søvn.
Din træning bør dog ikke være afhængig af, at du bruger pre-workout. Det bør ikke indgå som et fast tilskud i din rutine. Det bør bruges ved behov, fordi det er ikke sundt for kroppen med så meget stimulans og en høj hyppighed, og du risikerer at blive mere træt på længere sigt. En træt og udmattet krop bør respekteres og ikke altid fyldes med “kunstig” energi. Husk hviledagene, det er her, du bliver stærkere.
Følg altid vejledningen bag på tilskuddet. Start langsomt op og overskrid ikke dosis. Undersøg markedet nærmere eller spørg i en butik. Det er forskelligt, hvor kraftige de forskellige mærker er.
LÆS OGSÅ: Kvinder, protein og træning