Disse frikadeller er proppet med grøntsager, er perfekte til madpakken, kan fryses ned og smager skønt både kolde og varme! Grøntsagerne kan være lige hvad du vil – jeg brugte squash, broccoli, rosenkål og spidskål
Da de laves i ovnen, skal der ikke bruges fedtstof, du kan lave mange på én gang uden at stå og vende og du slipper for stegeos. Ernæringsmæssigt er det et super godt måltid, da de indeholder god kvalitetsprotein fra kød og æg, gode langsomme kulhydrater fra havregrynene (kostfibre), vitaminer og mineraler fra grøntsagerne og er velegnet som “slanke-mad”.
Havregrynene kan erstattes af fuldkornsmel og du kan bruge de krydderier du lige har. Derudover er de gode til at undgå madspild, da man kan putte alle rester grøntsager i man lige har liggende.
Du kan også lave vegetarfrikadeller i stedet, se opskriften Græskarfrikadeller med feta
Opskriften
15-20 styk (1 bageplade)
Forberedelse: 15 min. / Tilberedning: 20 min. / I alt: 35 min.
Ingredienser
- 1 pakke hakket svinekød/kylling/lam/okse (500g)
- 2-3 stk æg
- 1 dl havregryn (grove/fine) - glutenfri hvis du ikke kan tåle gluten
- 1-2 stk løg
- 3 fed hvidløg (eller en spsk. hvidløgspuré)
- 300 g grøntsager
- salt og peber
- krydderier (fx. hvidløgspulver, ramsløg og timian)
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 grader varmluft eller 225 grader i en konventionel ovn.
Hak løg, hvidløg og grøntsager fint og bland i en skål med resten af ingredienserne.
Form som frikadeller med en ske og dine hænder på et bagepapir på en bageplade.
Giv dem 20-25 minutters tid til de er gyldenbrune.
Velbekomme 🙂