Overnight oats er kold grød der står på køl natten over, så det er klar til om morgenen uden at skulle koges. Det er smart hvis man har travlt om morgenen og kan tages med i en bøtte, hvis man ikke har tid til at spise hjemme.
Ernæringsmæssigt er det en ideel morgenmad, da den blandt andet indeholder kostfibre til fordøjelsen, protein der mætter og sundt fedt til cellerne.
Disse overnight oats er med sukker, men du kan også bruge alt andet sødt eller sødemidler hvis du er diabetiker eller af andre grunde ønsker et stabilt blodsukker. Hvis du ikke tåler komælk kan du erstatte mælken med vand eller plantemælk og hvis du ikke lige har skyr kan du bruge yoghurt (eller planteyogurt), kvark eller fromage frais.
Egentlig kan man blande havregrynene med lige hvad man vil af væske og andet. Man smager den bare til så den er lige som man vil have det, inden man sætter den på køl (de kan både være grove og fine).
Jeg synes kokosmælken giver en fed, blød smag, som går godt til det syrlige og friske i skyr og blåbær. Hvis du ikke har chiafrø så undlad det eller brug hørfrø.
Opskriften
1 portion
Forberedelse: 5 min. / Tilberedning: Natten over / I alt: 1 nat + 5 min.
Ingredienser
- 3 spsk havregryn (grove/fine)
- 1-2 spsk chiafrø (kan undlades)
- 3 spsk skyr (eller andet surmælksprodukt)
- 3 spsk mælk (eller andet væske)
- 3 spsk kokosmælk
- 3 spsk frosne blåbær (eller andre bær)
- 1 spsk sukker (eller andet sødende)
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Rør godt rundt i kokosmælken så det hele bliver flydende. Bland alle ingredienserne sammen, smag til og sæt på køl. Nemmere bliver det ikke 🙂
Spis med mandler eller andet knas, så er der også lidt konsistensforskelle.