Cykling er ikke kun for mænd. Det er Rikke Laursens motto. Hun har “levet” på en cykel siden barnsben og har trænet alt fra nybegyndere i spinninglokalet til eliten på bjerge i hele verden.
Nu vil hun have de danske kvinder i cykeltrøjen. For cykling er sjovt, særligt når man kan dele det med andre kvinder – og vi ser faktisk ret godt ud på en lækker carboncykel i trikot.
Team Charlie’s Angels
I foråret 2015 startede Rikke cykelklubben Team Charlie (som i “Charlie’s Angels”) på Facebook. Team Charlie træner i Nordsjælland. Siden oprettelsen i april har facebookgruppen nået 280 medlemmer og hver uge over sommeren har op mod 50 kvinder om ugen deltaget i fællesturene. Og de fortsætter. Hele vinteren er det på bredere dæk og gerne i skove og på stier i Dyrehaven.
Også for nybegyndere
Hver lørdag kan alle deltage. Her er tempo og distance tilpasset til, at nysgerrige sjæle og nybegyndere kan være med. I vinterhalvåret mødes man på Cafe Jorden Rundt med sin mountainbike, og i sommerhalvåret er afgangen fra Copenhagen Bike Store i Hellerup, hvor man har mulighed for at leje en lækker cykel, hvis man ikke har sin egen. Det var det jeg gjorde, da jeg var med ude og rulle i september måned.
Hvem er med?
Gennemsnitsalderen ligger omkring 37 år. Men der er også kvinder på 60 og piger som jeg i midt/slut tyverne. Nogle er i supergod form og er med for hyggens skyld og andre er, hvad jeg vil kalde for en gennemsnitsmotionist. Ikke i god form, ikke i dårlig form. Om onsdagen er det en anden snak. For dér mødes de garvede powerkvinder og ræser. Onsdagstræningerne er for dem, der har trænet med gruppen i længere tid og som har udstyr, teknik og formen i orden.
Hvad koster det?
Du betaler 400 kroner hvert kvartal, og så møder du op, når det passer DIG. Der er ingen forpligtelser, og du behøver ikke købe en cykel. Cykelleje koster 200 kroner per gang. Du kan vælge at køre med eller uden klikpedaler. Der er naturligvis gratis grundig klikpedaltræning med Rikke hver gang, for dem der er nye.
Hvordan er det så?
Det er SJOVT! Der er et super godt sammenhold og alle er velkomne. Man føler sig tryg i Rikkes hænder og alle passer på hinanden. For man får fart på! Man bliver overrasket over, hvor meget man egentlig kan præstere på en cykel, hvis bare den rette instruktion og tilpasning er på plads. Jeg kan KUN anbefale dig, at prøve det. Bare én gang. Hvis man er i dårlig form, er det hårdt, men ellers er det bestemt overskueligt. Man er øm dagen efter, men det er det hele værd.
Cykelrejser
Team Charlie tager på cykeltur to til tre gange om året. Indtil videre er turen gået til Sydfrankrig i fem dage med både landevejscykling, bjergetaper og tid til sol, shopping og gode middage. Næste tur går til Dubai, hvor en af verdens bedste udendørs cykelbaner findes. Her har man mulighed for at deltage i cykelløbet Dubai Tour, hvor over 2000 mennesker deltager. Priserne for disse ture ligger mellem 6-9.000 kroner for fly og hotel (fem dage).
Gratis prøvetur
Meld dig ind i gruppen på facebook Team Charlie Cycling – Ladies og meld dig til en prøvetræning, når det passer dig. Rikke laver løbende updates om mødetidspunkter og tilmelding, som foregår over Facebook.