Reklame/samarbejde
Som vi tidligere har skrevet om her på Carrotstick, har vi et længerevarende samarbejde med Nordic Health House, også kendt som NOR. Vores samarbejde med NOR har fokus på det tværfaglige behandlingsforløb, altså, muligheden for, at kombinere to komplementerende typer behandlinger i ét forløb, så de understøtter hinanden. Dét, der gør NOR unikt er nemlig, at de udover at være et yogastudio, også er et tre-etagers hus fyldt med behandlere og terapeuter med mange forskellige baggrunde og kompetencer. Alt lige fra kropsterapi til psykologer, akupunktører mm.
Jeg har personligt altid interesseret mig for at arbejde med kroppen og tankerne igennem behandlinger og terapeuter, især indenfor de alternative grene. Jeg har dog altid kun gået til én ting ad gangen. Jeg glædede mig derfor til at opleve et forløb, hvor to behandlinger ville supplere hinanden, i målet om at opnå bedre resultater, hurtigere.
Skræddersyet forløb ud fra din personlige “profil”
Marie og jeg startede vores behandlingsforløb med at skrive en personlig profil omkring os selv, hvad vi “døjer” med, vores mønstre, livsstil og andre faktorer der påvirker vores velvære og trivsel i hverdagen. Vores forløb blev sammensat i dialog med Mikael Kyneb, som er ejer og administrerende direktør i NOR. Han har stået for at koordinere vores behandlingsforløb i samarbejde med behandlerne hos NOR. Mikael, som også selv er kropsterapeut hos NOR, står desuden bag den innovative, holistiske kropsterapeutiske uddannelse Body All Mind, en uddannelse man også kan tage hos NOR. Han har sammen med NORs behandlere udvalgt og sammensat et forløb, som de mente, var det bedste match til vores individuelle profiler og temaer. Dette indlæg skal handle om mit forløb, som består af kropsterapi (hos Rikke Hansen) og samtaleterapi (hos Thelma Kaare Nielsen).
Vi søger alle balancen
Som Marie nævnte i forrige artikel, kæmper vi kvinder (og mænd også, til dels) ofte med at finde vejen til, hvor vi trives allermest. Mange af os har skavanker der driller os i hverdagen og mange leder efter balancen mellem arbejde og privatliv – aktivitet og ro eller afslapning. Samtidig har mange af os svært ved, at lytte til os selv.
Måske kan du, kære læser, spejle dig i min historie, som jeg vil fortælle her. Og hvis ikke, så er jeg overbevist om, at min fortælling kan inspirere dig, ift. hvad jeg har lært de seneste mange måneder, hvor jeg har arbejdet intensivt med mig selv igennem forløbet hos NOR.
At have alt for høje forventninger
Jeg har altid selv haft svært ved at finde balancen. Jeg har altid været enormt aktiv, trænet meget, studeret og arbejdet derudaf, været meget social, lavet sund og nærende mad fra bunden osv. osv. Jeg har haft høje forventninger til mig selv og knoklet for at opnå det “perfekte”. Men over de seneste par år har min krop sagt fra; hovedpine, maveproblemer, konstant træthed/udmattelse, angstanfald og stress. Det er langsomt gået op for mig, hvor dårlig jeg egentlig er til at lytte til mig selv.
Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget. Derfor faldt det perfekt sammen med, at vi skulle lave dette samarbejde med Nordic Health House. Jeg har fundet ud af, at jeg simpelthen bliver nødt til at lytte til min krop og sætte mine forventninger ned til mig selv. Men bare at sige dette til sig selv, kommer man ikke langt med. Indledende har en del af forløbet hjulpet mig med at forstå, at perfekt ikke findes. Og hvis det perfekte endelig fandtes, så er det umuligt at opnå. Nogle af de temaer arbejdede jeg med hos Rikke og Thelma. Hvordan de arbejdede sammen om at hjælpe mig, kan du læse mere om i det følgende afsnit.
Kropsterapi – hvad gjorde det?
Rikke behandlede mig igennem kropsterapi. Som hun selv beskriver det, arbejder hun både med de fysiske og psykiske spændinger. Disse spændinger kan, ifølge Rikke, være årsag til uro, søvnløshed, depression, forstoppelse osv. Smerte er nemlig kroppens måde at fortælle dig, at der er ét eller andet i vejen. Vi mennesker bærer ofte rundt på skævheder eller oplevelser, som måske stammer helt tilbage fra vores egen fødsel og barndom, og som præger vores mønstre og vaner. Kropsterapi hjælper med at “forbinde” hovedet med kroppen, så vi bliver opmærksomme på at lytte til vores mavefornemmelse og hjerte. Kroppen “åbner sig”, og når det sker, tillader vi, at gamle ting/livets affald kommer til overfladen, og derved giver os mulighed for, at kigge på det, og måske acceptere eller arbejde med det. Min oplevelse af kropsterapien er, at Rikke hjælper min krop med at give slip og hjælper mig med finde ind til min kerne, hvor jeg tydeligt kan mærke min mavefornemmelse. Det er nemlig vigtigt, at vi ikke kun træffer rationelle beslutninger, men både lytter til hoved, hjerte og maven når vi står overfor en beslutning. Kun ved at lytte fuldstændig til os selv, kan vi tage den bedste beslutning.
Ubevidst går mange af os rundt og holder på f.eks. vejret eller spænder op i skuldrene. Vi tillader sjældent kroppen, at komme ud af dens fastlåste måde at bevæge sig på, måske fordi vi ikke er bevidste om det, eller det ikke falder os naturligt. Men alt lagrer sig i kroppen, traumer lagrer sig som spændinger og spændingerne former sig efter den måde, vi ser livet på eller ikke ser livet på. Det har hjulpet, og hjælper mig blandt andet med at afspænde min krop, give slip på angst og gamle traumer.
Lidt om min behandler Rikke:
Rikke Hansen arbejder blandt andet som kropsterapeut hos NOR:, derudover underviser og vejleder hun i udvikling gennem kropslig forståelse for at opnå sundhed hele vejen rundt – fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og spirituelt og så er hun desuden også yogalærer.
Samtaleterapi og coaching
Min anden behandler Thelma Kaare Nielsen er samtaleterapeut og coach. Hun hjælper blandt andet folk med at styrke selvværdet, lære at sætte grænser og bevare sin integritet, bryde vaner og handlinger der ikke længere gavner dig. Hun arbejder med de følelser der ubevidst og bevidst styrer os i et samspil med tanker og handlinger. Da det er vores måde at opnå eller undgå særlige følelser, der ofte styrer vores måde at være i verden på. Når vi møder, forstår og anerkender egne følelser og dermed måden vi tænker og handler på, kan vi skabe den forandring der gør, at vi får det bedre med os selv og vores relationer fremadrettet. Men hun kan også hjælpe dig til at styrke dit personlige lederskab eller afklaring i forhold til din fremtid, privat samt karrieremæssigt og stresshåndtering. Læs endnu mere om hvad hun kan hjælpe dig med på nor.house.
Samtaleterapien ved Thelma har blandt andet hjulpet mig med at opdage nogle af mine handle- og tankemønstre. Men vigtigst af alt, understøttet mit arbejde med at stole på min mavefornemmelse. Jeg har i mange år lyttet til “den rationelle Kristine” frem for mit hjerte, fordi jeg ikke har stolet på at mit hjerte og mavefornemmelse fortalte mig sandheden. Men det kan jeg se nu. Aldrig har jeg været mere sikker på, at jeg ALTID skal følge min mavefornemmelse/mit hjerte. Den sender mig nogle klare signaler om, hvad der er godt og skidt for mig.
Min oplevelse af forløbet
Jeg synes, at det har været en fantastisk oplevelse at gå i et tværfagligt behandlingsforløb. Det er det bedste og mest optimale behandlingsforløb jeg indtil nu har prøvet, og jeg har efterhånden prøvet en del. Det er fedt at behandlingerne er så forskellige, samtidig med at de har det samme formål – at hjælpe mig på hver sin måde. Kropsterapi, som er en fysisk behandling, hvor Rikke primært taler ud fra kroppen og det hun mærker, imens hun langsomt løsner min krop op, hvorefter kroppen reagerer som den føler for. Rikke kan ved at lytte og mærke kroppen få en mere klar information om hvad et menneske bærer på, end ved vores fortællinger og forestillinger. Det har været en god kombination med samtaleterapi ved Thelma, hvor jeg skal åbne mig og fortælle. Jeg har igennem hele forløbet følt, at der var en rød tråd i behandlingerne. Jeg har kunne tage det jeg lærte til den ene behandling med mig ind i den anden. Jeg har desuden følt mig enormt tryg og haft en oplevelse af at sidde i “en menneskelig kongestol”, hvor to mennesker løfter mig op, fordi de vil mig det bedste. Både Rikke og Thelma har hjulpet mig på rette vej til, at komme tættere på min indre kerne.
Hårdt, men godt
Men det har også været hårdt, som det altid er, når man skal arbejde med sig selv og ændre gamle mønstre. For i processen med mine behandlinger, er det gået op for mig, hvor meget jeg i mange år er gået imod min egen person. Jeg har ikke været opmærksom nok på mig selv og mine behov. Men ignoreret min krops signaler og min mavefornemmelse. Fordi jeg ikke har ville acceptere, at jeg til tider skal tage hensyn til mig selv og være bedre til at sige fra. Men med redskaberne fra Rikke og Thelma kan jeg lige så stille ændre på dette, og forhåbentlig blive endnu bedre til at lytte til mig selv.
Jeg har igennem mange år arbejdet med mig selv fysisk samt psykisk og gået til adskillige slags behandlinger. Men det har aldrig givet så god mening, som det gør nu. Et tredje ben, der også har været gavnligt i denne proces er yogaen som jeg har gået til hos NOR også. Det har været fantastisk at supplere mine behandlinger med yogatimer som Living Yolates (læs mere her) og Yin yoga. I yogaen har der været plads til, at fordøje og tænke over de ting, jeg har arbejdet med til behandlingerne.
Et lille råd fra Rikke, der har gjort en stor forskel
Rikke sagde til mig under første behandling, det eneste man kan gøre som menneske, er at gøre sig umage og have den rette intention. Mere kan man ikke gøre, eller forvente af sig selv eller andre. Den tanke synes jeg egentlig er meget beroligende i forhold til at man ofte ikke føler at man har gjort det godt nok. Men hvis man har gjort hvad man kunne, så kan man jo ikke gøre mere. Ved at tænke den tanke, kan man måske få sine forventninger til sig selv trukket ned på et mere realistisk niveau.
Glem det perfekte
Men hvorfor stræber vi egentlig sådan efter det perfekte? For hvem siger det er livet? Og hvad er det gode liv og trivsel egentlig for dig? Måske det gode liv findes i kærligheden til dine medmennesker, den spontane dans i køkkenet, at være veludhvilet i stedet for at have sparket dig selv ud af sengen, fx til en tidlig morgentræning. Intet er forkert eller rigtigt, men hvad der er godt for dig er nødvendigvis ikke godt for mig. Derfor bliver vi nødt til at lytte til vores egen krop og dens behov, ikke sammenligne os med hvad andre gør.
En kæmpe anbefaling
Så hvis du vil gøre noget godt for dig selv, så er et skræddersyet tværfagligt behandlingsforløb som dette, noget af det bedste du kan gøre. Det er en gave at blive bevidst om sin handle- og tankemønstre, lære sig selv bedre at kende og måske på længere sigt få mere velvære og glæde ind i ens liv. Det er klart, at det kræver energi at grave lidt dybere i sig selv, men jeg synes at det er en fantastisk investering der kun kan give et positivt afkast. Det er ihvertfald min oplevelse og jeg er langt fra færdig med at opdage og udfordre mig selv.
Hvis du ikke fik læst vores tidligere artikel omkring NOR: finder du den her og hvis du vil læse mere om NOR, finder du deres hjemmeside her.
Super fin artikel! Mange tips jeg sagtens kan bruge i det daglige, mange tak
Hej, tusind tak for din kommentar 🙂 Det er dejligt at høre. Bedste hilsner, Caroline.