Disse skyrboller er super sunde, fyldt med fibre, protein, sundt fedt, vitaminer og mineraler. Men det er ikke det bedste – de er simpelthen så nemme og hurtige at lave! De mætter meget, kan fryses ned, skal ikke hæve, er perfekte til madpakken, kan spises uden pålæg og holder sig friske og svampede længe, hvis de opbevares på køl.
BEMÆRK: Bollerne skal køle helt af før de kan spises.
Du kan også komme græskarkerner eller solsikkekerner ovenpå for at få lidt mere knas og umami-smag.
Skyr-bollerne kan for eksempel bruges som morgenboller, til frokostsandwich eller til at holde blodsukkeret stabilt, når klokken 16-sukkertrangen melder sig.
Opskriften finder du også i vores kogebog “Gulerødder”, sammen med en masse andre lækre opskrifter. Læs mere om bogen og bestil den her: Saxo.com
Vil du læse mere om gluten så klik her: Hvad er gluten? Og skal jeg holde mig fra det?
SE OGSÅ: Glutenfri stenaldermuffins
Opskriften
6-8 boller
Forberedelse: 15 min. / Tilberedning: 20 min. / I alt: 35 min.
Ingredienser
- 250 g skyr (eller kvark/fromaige frais)
- 100 g havregryn (grove/fine)
- 2 stk fintrevne gulerødder (kan undlades)
- 3 spsk chiafrø
- 2 spsk HUSK-pulver (eller andre loppefrøskaller)
- 1 tsk salt
- 1 tsk honning
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 160 grader varmluft (eller 175 grader almindelig luft).
Bland ingredienserne sammen i en skål til en tyk grød, der næsten er som modelervoks. Hvis den ikke er klistret så put lidt vand i.
Form bollerne med hænderne og drys eventuelt græskarkerner eller solsikkekerne på.
Giv dem 20-25 minutter på 160 grader varmluft. Spis dem når de er blevet kolde, ellers kan de godt være lidt klæg.
Se flere billeder ved at trykke på tallene i billede boksen. Velbekomme! 🙂
De ser dæleme lækre ud. Ved du hvor mange kalorier der er i?
Kære Katja,
Nej, jeg arbejder som hovedregel ikke med kalorier, da min erfaring siger at det kan bidrage til udvikling af spiseforstyrrelser. Men du kan taste ingredienserne på http://frida.fooddata.dk.
Hav en dejlig dag 🙂
Hej 🙂 Bollerne ser vildt lækre ud, og jeg kunne godt tænke mig at bage dem. Jeg ligger umiddelbart ikke inde med HUSK-pulver, så kan dette erstattes med noget andet? 🙂
Jeg har hørt om andre der har haft succes med at skrue op for havregrynene som erstatning, men jeg har ikke selv prøvet det. Det er jo nogle anderledes boller, nogle er ellevilde med dem og andre kommer til at sammenligne dem med almindelige boller, så keep an open mind og prøv med ekstra havegryn er mit bud 🙂
Husk-pulver eller andre loppefrøskaller.. er det så den gule fiber husk pulver eller de grønne loppefrø skaller? 🙂
Hej Michelle. Det er de grønne 🙂 Man kan finde loppefrøskaller en hel del billigere, hvis man går udenom HUSK. Fx i Matas, helsekosten eller Brugsen 🙂
Mange hilsner
Marie
Hej.
De ser gode ud! Skal der ingen form for hævemiddel i? Bagepulver, æg eller lign…?
Hej Mette.
Det skal der ikke, nej 🙂 Loppefrøskallerne gør nemlig et udmærket stykke arbejde! 🙂
De opfører sig så heller ikke helt som almindelige boller ift. luftigheden. Og som beskrevet, så kan de først spises, når de er afkølede og “stivelsen” har sat sig.
Mange hilsner
Marie
Kan de gemmes? Eller fryses og lunes?