Grillsæsonen er over os, og i mange danske haver siver duften af grillkul, røde bøffer og pølser ud gennem hækkene. Vi griller utroligt meget kød i løbet af sommermånederne, hvilket giver et stort aftryk på klimaet. I dette indlæg får du gode råd til, hvordan du kan gøre din grillaften bedre for miljøet.
Grill
Der er kommet en ny generation af engangsgrille på markedet. Min yndlings er EcoGrill, der istedet for aluminium er udformet i et stykke træ. Grillen har en brændetid på to en halv time og op til fem timers eftervarme. Den kan medbringes som en almindelig engangsgrill, uden du behøver efterlade metal i naturen.
Se YouTubevideo ved at klikke på linket her.
Jeg fandt grillen i min lokale XL-byg til 50 kroner, og den kan også findes på websider som www.Coolstuff.dk.
Kul og briketter
Kul er fremstillet ved at opvarme træ uden tilstedeværelsen af ilt.
Briketter er fremstillet ved at sammenpresse pulveriseret kul eller tørv blandet med for eksempel majsmel eller sand.
Du kan gå efter mærker som FSC, der sikrer at træet kommer fra en bæredygtig kilde, eller Varefakta-mærket som stiller krav til blandt andet askeindholdet i produktet.
Et miljøvenligt alternativ, hvis du vil undgå de naturligt fremkommende tungmetaller der findes i træ, er kokosbriketter der er fremstillet af kokosskaller (restprodukt fra kokosindustrien). De er dog væsentligt dyrere i indkøb.
Optænding
Har du god tid, så prøv at tænde grillen op, som du ville starte et bål på gammeldags spejdermanér. Placér kullene i pyramideform og tænd op med aviser eller små kviste. Det sparer miljøet for en masse stoffer fra optændingsblokkene. Alternativt kan du gå efter optændingsblokke lavet af træ.
Gasgrill
Ved brug af gasgrill undgår du helt brugen af materialer til optænding og varme. Derudover undgår du til en vis grad de sundhedsskadelige stoffer PAH’er (polycycliske aromatiske hydrocarboner), der blandt andet opstår, når fedt fra kødet drypper ned på kul eller briketter, hvilket afgiver tjæreholdig røg til kødet og dine luftveje. PAH’er kan blandt andet være kræftfremkaldende og findes mange steder i vores hverdag, så hvis vi kan undgå dem, når vi griller, er der efter min mening ingen grund til at gøre andet. Er du fan af kul og briketter, så sørg for at skære brankede områder på kød og grønt væk, inden du spiser.
Læs også: Grillguide – sund grill
Rengøring af grill
Mange bruger asken som gødning i haven. Dette er dog ikke optimalt grundet indholdet af tungmetaller i kul/briketter og eventuelle PAH’er. Smid istedet asken i skraldespanden.
Husk at rengøre din grillrist ordentligt, da gammelt fedt og branket kød også kan være kilde til sundhedsskadelige stoffer næste gang det opvarmes. Brug en stålbørste på risten og sørg for at gøre det umiddelbart efter madlavning, så resterne ikke får sat sig for godt fast.