Pandekager kan sagtens indgå i en sund kost – så længe de bliver lavet på de rigtige råvarer! Jeg har eksperimenteret et par gange og er kommet frem til en lækker opskrift på sunde pandekager, som er super mættende, fyldt med gode fibre og har et relativt lavt glykæmisk index.
De smager næsten lige så skønt almindelige pandekager, men nydes bedst med en eller anden slags frugt eller marmelade for at forbedre smagsoplevelsen. Jeg plejer at komme en håndfuld frosne eller friske hindbær i en gryde med et skvæt honning, og lader det simre mens jeg laver pandekagerne. Den syrlige sødme fra hindbærerne komplimenterer pandekagerne utroligt godt.
Pandekagerne bliver tykkere end sædvanligt, da de indeholder grovvalsede havregryn. Hvis du er proteinpulver-bruger, kan du med fordel putte et halv til et helt scoop vanilje- eller smagfri pulver i. Jeg bruger personligt et halvt scoop hampefrøpulver for at hæve proteinindholdet en smule. Afhængig af hvor meget proteinpulver du kommer i, skal du justere mængden af mælk herefter. Her kommer opskriften.
Opskriften
1 person
Ingredienser
- 1 æg
- 30 g grovvalsede havregryn
- 40 g fuldkornshvedemel
- 80 ml mælk
- 1 tsk stødt kanel
- 1 knsp salt
- 0,5 tsk vaniljesukker
- 2 tsk agavesirup
- 1 tsk ekstra jomfrukokosolie
Fremgangsmåde
Pisk alle ingredienserne, på nær olie, sammen i en skål. Steg pandekagerne i olie til de er gyldenbrune, og spis dem mens de er lune!