Jeg er faldet over den smarte app’en, ForResten. Den er lavet af forbrugerrådet TÆNK og kan benyttes, når der skal tømmes ud i køleskabet. Og den kan bruges på mange forskellige måder.
Vi har alle sammen stået og kigget ind i køleskabet og tænkt, hvad skal vi spise til aftensmad? Her kan app’en være en stor hjælp. Du kan vælge op til flere fødevarer i køleskabet, og så vil den komme frem med en opskrift. Du kan ikke nødvendigvis bruge alle fødevarerne, men i hvert fald nogle af dem. Opskrifterne er bygget op med få ingredienser og ofte basis ingredienser. Og hvis der skulle mangle noget, er det højst to ingredienser, der lige skal købes.
Omvendt kan den også bruges, hvis man står nede i supermarkedet og ikke ved, hvad aftensmaden skal bestå af. Men man kan godt huske, at der vidst var nogle gulerødder fra dagen før. Så finder man dem bare i app’ens menu, og frem kommer der flere forskellige opskrifter, hvor der så bare skal købes nogle enkelte ingredienser for at fuldende retten.
Det er alt i alt en rigtig god app, som jeg helt sikkert vil benytte i fremtiden, når jeg har nogle rester i køleskabet. Jeg vil dog opfordre jer til at være kreative. Der kan ofte komme en god salat ud af forskellige grøntsagsrester, og kød kan laves på mange forskellige måder, så det ikke føles som rester fra dagen før.