I efteråret bugner supermarkeder og grønthandlere med skønne græskar. Men hvordan kan du tilberede og bruge især de store eller den sidste halvdel af græskaret, når først du har lavet den klassiske græskarsuppe? Græskar har mange anvendelsesmuligheder, og smagen egner sig godt til både krydret og sødt.
Her får du inspiration og opskrifter: 12 ways to get your pumpkin on!
1. Græskarcubes – isterninger af græskar
Græskaristerninger er gode at have i fryseren, hvis du har brug for eller lyst til at tilføre dine retter et lille twist. Det er en nem måde at bruge det i fx kage, smoothies og brød. Dog er hokkaido især velegnet hertil, da konsistensen bliver meget blød under tilberedning.
- Græskaret udhules for græskarkerner (gem dem), skæres i mindre stykker og bages i 45-60 minutter til kødet er så blødt at det kan skrabes af skrællen.
- Skrab kødet af og lad det køle en smule af. Er konsistensen en smule grov, kan du bage det lidt længere eller blende det i en food processer. Tilsæt eventuelt en smule vand, så det kan køre rundt.
- Puréen fyldes i isterningebakker og fryses, hvorefter terningerne poppes ud med en kniv og opbevares i lufttætte bokse, så de ikke får “frysersmag”.
2. Græskarkage
Find din bedste opskrift på gulerodskage frem, og erstat den revne gulerod med revet græskar. Skræl blot græskaret først, og tilsæt eventuelt en smule ekstra sødme afhængigt af græskarets smag.
3. Brød og boller
Bland revet græskar i dejen på samme måde, som du kan gøre det med gulerødder og rødbede. Fjern skrællen først. Du kan også erstatte lidt af væden med græskarpuré (optøede græskarcubes).
4. Risotto og kornotto
Græskar egner sig godt i både risotto og kornotto. Du kan bruge både rå græskartern og optøede græskar cubes i retterne. Tern af kæmpegræskar og butternut giver mere bid i retten end hokkaido.
LÆS OGSÅ: Græskarbygotto med valnødder
5. Græskarsuppe
Græskarsuppe er den absolutte efterårsklassiker. Du kan med fordel lave en stor portion, så du har lidt til fryseren og de aftener, du kommer sent hjem fra arbejde.
LÆS OGSÅ: Sæsonens hokkaidosuppe
6. Tærte og fritatta
Bagte eller stegte tern af græskar gør det fortrinneligt i både en madtærte og en fritatta (æggekage). Suppler eventuelt med andre lette grøntsager, da tærten eller fritattaen ellers kan blive en smule tung.
7. Græskarsalat
Vend græskartern i lidt olie og bag dem til de er møre (bages dem uden skræl). Vend dem i en salat, eksempelvis med babysalat, stegt bacon og mango. Denne smagssammensætning er utrolig lækker med de søde, bløde og sprøde konsistenser!
8. Bagt græskar
Skær græskaret i skiver (skrællen kan blive på), læg dem på en bageplade og pensl med olie. Hokkaido og butternut egner sig bedst hertil. Drys med krydderier – salt/peber og eksempelvis karry. Du kan også vende dem i rasp, mel eller majsmel. Bages ved 175 grader til de er møre.
9. Pumpkin pie
I USA er denne desserttærte særligt populær i højtiderne. Ofte laves den af græskarpuré på dåse, men du kan også lave puréen selv ved at følge samme fremgangsmåde som beskrevet under græskarcubes. Som puré egner hokkaidogræskar sig bedst, da den får den blødeste tekstur og har den, synes jeg, mest velegnede smag til sødt.
10. Græskarsmoothie og sorbet
Med græskaristerninger kan du let lave både smoothie og sorbet med græskarsmag. Græskarets sødme egner sig godt til desserter og gerne med krydderier som kanel og muskat. Her egner hokkaidogræskar sig efter min mening bedst.
LÆS OGSÅ: Græskarsmoothie eller -sorbet
11. Is med græskarsmag
Som i en smoothie gør græskarsmagen sig overraskende godt i is. Blend et par græskarcubes med iblødsatte cashewnødder, dadler, mandelsmør og eventuelt lune krydderier. Vend crunch (for eksempel morbær, kakaonibs, chokoladestykker og kokosflager) i den ensartede iscreme. Fyld cremen i isforme, i en tupperware (og rør i den med et par timers mellemrum). Alternativt kan du køre den i en ismaskine, men så er det bedste at vente med at tilsætte crunchen til isen har fået den ønskede konsistens.
12. Græskarkerne snacks
Når græskarkernerne er udhulet fra græskaret, rengøres de let for græskarkød i en si. Lad dem tørre og vend dem med olie og krydderier. Prøv med salt, hvidløgssalt eller spidskommen og koriander. Bages ved 175 grader i 20-30 minutter.