I de officielle kostråd er et helt råd dedikeret til fisk. Rådet lyder således:
“Spis(e) fisk mindst to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg. I alt skal du gerne have 350 gram fisk om ugen. Heraf ca. 200 gram fed fisk som fx laks, ørred, makrel og sild. Alle former for fisk tæller med, også fiskefrikadeller, frossen fisk, fisk på dåse som torskerogn, tun og makrel samt skaldyr som rejer og muslinger.”
Fisk er sundt at spise, da de bidrager med essentielle fedtsyrer til vores kroppe, og de belaster miljøet mindre end rødt kød som svin og okse. Desværre har den store efterspørgsel på vores svømmende venner resulteret i en negativ effekt på mange af verdens fiskebestande på grund af overfiskning og uhensigtsmæssige fangstmetoder, hvor sidstnævnte også har stor negativ effekt på havenes økosystemer.
I dag ser det sådan ud, at 57 % af verdens fiskebestande er fuldt udnyttede mens 30 % er overfiskede. Derudover smides 23 % af alle fangede fisk tilbage i havet fra verdens 4,7 millioner fiskerifartøjer. Disse statistikker omfatter ikke den store bifangst af blandt andet uønskede fiskearter, delfiner og hajer.
På trods af den deprimerende statistik, er der visse forholdsregler du kan tage, så du stadig kan nyde din fisk uden dårlig samvittighed.
MSC- og ASC-certificering
MSC
Finder du fisk eller skaldyr med denne mærkning, betyder det, at der er taget bæredygtige hensyn under fangsten af vildtlevende fisk/skaldyr. Mærkningen bygger på tre principper:
- Fangst fra bæredygtige fiskebestande
- Minimering af miljøpåvirkningen ved brug af hensigtsmæssige fangstmetoder
- Effektiv og ansvarlig forvaltning, der blandt andet gør det muligt at spore, hvor fisk er fanget
Dog er der mange diskussioner om mærkningens reelle beskyttelse af havmiljøerne. For eksempel er det i Danmark tilladt at bruge såkaldt bundtrawl til fangst af muslinger i Limfjorden, hvilket efterlader bunden bar og forringer fødegrundlaget for mange andre fisk i området. En anden debat er fangst af jomfruhummere i Kattegat og Skagerrak (også ved brug af bundtrawl), der resulterer i stor bifangst af områdets truede torskebestande. Begge eksempler er blevet MSC-certificerede efter ønske fra fiskerne.
Læs også: Drop utroværdig miljømærkning af fiskeri
NB. Da meget kritik af MSC-mærkningen er af ældre dato, modtager jeg gerne ny information vedrørende resultater i nævnte områder.
ASC
Denne mærkning betyder, at der er taget bæredygtige hensyn ved opdræt af fisk i dambrug. Nogle af de væsentligste parametre er:
- Et begrænset forbrug af kemikalier
- At undgå stressede og syge fisk, der fra burene i havbrug kan smitte vilde bestande
- At begrænse overforbruget af ferskvand og energi til dambrugenes vandpumper
- At dambrugene benytter fiskefoder, der ikke er produceret af overfiskede arter
- At undgå ændringer af hav- eller landmiljø omkring dambrugene
På trods af disse forbehold kan vi ikke løbe fra, at enormt mange fisk opdrættes på meget lidt plads; ligesom vores landbrugsdyr. Dermed opstår der også sygdomme og stereotyp adfærd blandt opdrættede fisk, hvilket er en stor stressfaktor (for fisken), der resulterer i højt antibiotikaforbrug og høj dødelighed. Især lakselus og andre parasitter, infektioner og fysiske skader grundet manglende ilt og plads er er stort problem blandt opdrætsfisk; især opdrættede laks oplever mange problemer.
Mærkning vs. oplysning
Et af mine store ønsker for os som forbrugere er ønsket om øget fokus på oplysning og gennemsigtighed, frem for uigennemsigtige mærkningsordninger, der minimerer vores eget ansvar for at søge information. Selvom MSC- og ASC-mærkninger kan betragtes som ”bedre end ingenting”, er de i mine øjne på sin vis værre. Værre grundet ”helle for ikke at tænke selv”-mentaliteten. Vi stoler blindt på mærket og autoriteterne bag, men realiteten er en anden. Derudover er der det faktum, at selvom vi kunne stole hundrede procent på for eksempel MSC-mærket, så differencierer en mærkning ikke mellem producenter, der ligger lige på grænsen, og dem der sætter alt ind på skånsom fangst (for eksempel linefangede muslinger vs. bundtrawlede). Kun du som selvstændig og selvtænkende forbruger kan sikre dig, at fisken i dit køleskab lever op til en fornuftig og forsvarlig standard, så længe informationerne fra producenterne er så mangelfulde, som de er.
WWF’s fiskeguide
Når nu du ikke kan regne med mærkningen på pakkerne, dåserne og poserne, så kan du i stedet bruge fiskeguiden fra Verdensnaturfonden til at navigere efter (link nederst i indlægget).
Guiden er baseret på populære danske fiske- og skaldyrsarter og er inddelt i tre kategorier: grøn, gul og rød. Arterne er inddelt efter en samlet bæredygtighedsvurdering, der bygger på følgende tre punkter:
- Hvordan den enkelte art og bestand har det
- Hvordan og hvor arten er fanget – herunder hvilke konsekvenser fiskeriet/opdrættet har for det samlede økosystem (fx bifangst, udsmid, påvirkning af havbund)
- Hvordan fiskeriet/opdrættet forvaltes
Det anbefales at købe fisk og skaldyr fra den grønne liste. Til nød kan den gule liste bruges, mens den røde liste er ’no go’. Listen bliver selvfølgelig opdateret (for eksempel er makrel rykket fra grøn til gul).
På www.WWF.dk under ’WWF’s arbejde – hav og fiskeri’ kan du læse om skånsomme fiskeredskaber og se den fulde fiskeguide. Du kan også printe din egen fiskeguide i lommeformat, så du kan have den med i supermarkedet og hos fiskehandleren.
Køb lokalt
Den bedste måde at sikre sig bæredygtig fisk er ved at købe lokalt. Bor du i nærheden af en havn eller kyst, så undersøg mulighederne for køb af frisk fisk. Bådene her er ofte små, og dermed har deres fangst ikke så stor påvirkning som de store industribåde. Derudover har du mulighed for at se din fangst og dens ejermand i øjnene; det er svært, når du kigger ned i køledisken. Hjemmesiden www.Havfriskfisk.dk giver dig muligheden for at se, hvilke havne i nærheden af dig der har tilknyttede både med salg af fisk til private, samt hvilken slags fisk de sælger. De har også en sms-service, så du ved, hvornår båden er i havn. En anden mulighed er firmaer som Skagen Food, der profilerer sig på bæredygtigt fiskeri og leverer til hele Danmark.