Når vi handler ind, støder vi på mange forskellige mærkningsordninger. Det kan ofte være svært at finde ud af, hvad de forskellige typer betyder. For at give dig svar på undren, har jeg lavet en række indlæg, hvor du kan få beskrevet det enkelte mærke. Du kan se alle indlæggene i serien her.
Danmark har det røde statskontrollerede økologimærke, men hvis du gerne vil beskytte naturen yderligere, kan du også vælge det biodynamiske mærke Demeter.
Kort sagt har biodynamisk landbrug samme krav som økologisk landbrug med den tilføjelse til produktionen, at den skal være biodynamisk. Biodynamisk betyder, at der bruges forskellige præparater, som sprøjtes med i stærkt fortyndede udgaver ud på markerne eller blandes i husdyrsgødning.
Kravene til demetermærket er
– ud over kravene til økologimærket:
- Der er kun 14 tilladte tilsætningsstoffer
- Gødning skal tilsættes kompostapparater, og der er en maksimumgrænse på mængden af gødning
- Mælkeprodukter må ikke homogeniseres
- Safter må ikke laves fra koncentrat
- Foder skal være biodynamisk
Hvad er biodynamik?
Det er en mere naturlig måde at dyrke jorden på, da man bruger jordens naturlige cyklus som gødning til de næste afgrøder. Metoden har ophav i en opfattelse af, at universet styrer cyklusser på jorden og derfor har en betydning for livsprocesser i planter, dyr og mennesker. Man ønsker, at landbruget skal fungere som en harmonisk levende organisme.
Denne tankegang omkring landbrug, afgrøder og dyr har vist sig at have stor betydning for opbygningen af organiske stoffer, og har faktisk vist sig at forøge dette, hvilket har haft en positiv betydning for den biologiske diversitet i jorden.
Hvad er forskellen på økologi og biodynamik?
For at sige det kort og præcist, er den økologiske tankegang grundlaget for biodynamikken. Dog har biodynamikken et større fokus på naturen og det aftryk landbruget sætter på denne. Det betyder, at biodynamiske råvarer har et bedre klimaaftryk. Problematikken omkring biodynamisk landbrug er, at landmændene kan være udfordret på dyrkningen grundet dets principper, som kan have betydning for udbudet og landmandens salg, hvilket får betydning for udvalget i butikkerne. Derfor kan mængden af biodynamiske varer i supermarkederne variere mere end for økologiske.