En af de mest aktuelle bøger lige nu er “Slut med forbudt”. Den tiltaler allerede ved titlen, og giver mig følelsen af, at “yes, det skal nok blive godt” – endelig en “sundhedsbog”, der ikke er endnu et bud på en slankekur, diæt eller andre emner, der potentielt kan bidrage til menneskers følelse af at skulle leve restriktivt, eller endnu værre, være perfekt.
Forfatterne
Morten Elsøe er uddannet cand. scient. i ernæring med speciale i livsstilssygdomme og arbejder blandt andet som livsstilscoach, klummeskribent og foredragsholder foruden at være underviser på uddannelsen ’Vanecoach’, som han har lavet sammen med Anne Gaardmand.
Morten Svane driver siden Proteinopskrifter.dk og er uddannet cand. IT med speciale i sociale medier. Ud over at arbejde som kommunikationskonsulent er han også blogger og foredragsholder.
Begge udmærker sig ved, som udgangspunkt, at holde sig til facts og evidensbaseret videnskab frem for pseudoviden, der florerer på nettet og i diverse dame-/sundheds-/fitnessmagasiner. Jeg har derfor ventet i spænding på denne bog, og mine forventninger (kan jeg allerede sige nu) er indfriet til UG og slange!
Første indtryk
Allerede når man læser kapitlernes overskrifter, kan man mærke en tung sten falde fra skuldrene. Dette er ikke endnu en bog i rækken, der kommer til at fortælle dig hvorfor du har levet forkert hele dit liv, og hvordan du nu mirakuløst kan ændre alt fra overvægt til slidgigt og hormonelle sygdomme ved hjælp af en ny diæt.
Bogens indhold har et dejligt, overskueligt layout, og det ekstra vigtige har fået sider for sig selv eller er skrevet med fed eller opsat i punktform, hvilket er fantastisk for et ordensmenneske som mig. De sort/hvide sider brydes belejligt at farvede sider med ekstra viden, små historier og anekdoter, foruden små, fine tegninger og infobokse så øjnene ikke trættes undervejs i den vigtige læsning. Som ekstra bonus er der efter hvert kapitel opsamling på de vigtigste pointer, så du ikke behøver bladre hele bogen igennem, hver gang du lige skal have genopfrisket et emne.
Indholdet – kort fortalt
’Slut med forbudt’ er en letlæselig fagbog, der er relevant for alle, uanset om du ønsker en personlig ændring, gerne vil kunne hjælpe en ven/et familiemedlem eller ønsker større forståelse for, hvorfor nogle bliver overvægtige mens andre ikke gør (og hvorfor de oftest ikke kan gøre for det).
Bogens indhold er baseret på store studier samt forfatternes egen viden og erfaring, hvilket er garanti for, at det du læser, er det videnskaben er enige om på nuværende tidspunkt (da “sandheden” jo kan ændre sig i takt med ny viden).
Der bliver taget kærligt hånd om pseudovidenskab (alternative behandlinger, udrensningskure, kosttilskud etc.), selvudnævnte sundhedsguruer og de generelle årsager til sundhedsforvirring, så du står tilbage med en ren tavle, du selv kan begynde at udfylde baseret på dit liv frem for alle andres.
Derfor skal du købe bogen
For mig personligt gav læsningen af bogen en form for “forløsning” som nævnt længere oppe. På trods af min sundhedsfaglige uddannelse kan jeg ikke sige mig fri for nogle gange at blive påvirket af alle de uskrevne normer og regler omkring sundhed i samfundet i dag; normer og regler jeg hverken kan eller vil leve op til. Det er fantastisk med en bog på markedet, der giver mig ret i, at jeg selv bestemmer, og at så længe jeg er tilfreds (sådan rigtig tilfreds og ikke bare lever i negativ accept af en usund og overvægtig krop), så er jeg også så sund, som jeg skal være, selvom jeg ikke har sixpack eller kan løbe en marathon.
Gennemgående er der nogle temaer i bogen, jeg synes er særligt vigtige i forhold til opgøret med vores meget låste sundhedsforståelse anno 2016.
Sociale medier
Der bliver brugt meget plads på at forklare de sociale mediers rolle, når det kommer til accept af os selv og vores opfattelse af, hvad der er sundt/ikke sundt og dermed rigtigt/forkert (termer de også arbejder med at få opbrudt). Der gives gode råd til, hvordan du kan navigere på de sociale medier, hvis du føler dig presset af andres levestil og føler dig mere deprimeret end opløftet efter en tur på Instagram eller Facebook.
Facts om sundhed
Sort på hvidt sætter de op, hvad der gør dig overvægtig og hvad der ikke gør, men samtidig gør de også op med ideen om, at fødevarer kan være enten sunde eller usunde i sig selv. Et nøglepunkt i Svanes og Elsøes sundhedsfilosofi går ud på, at alt handler om mængde og kontekst, hvad enten det drejer sig om broccoli eller chokoladekage.
Bogen går i detaljer omkring overvægtens betydning for sundhed og tager også hånd om den endnu ikke godkendte spiseforstyrrelse orthoreksi.
Læs også: Spiseforstyrrelser – orthoreksi
Usund sundhed
Det hele handler om balance, men på baggrund af for eksempel de sociale medier er vores syn på sundhed blevet forvrænget og ekstremt; noget der ikke skal være let for at være godt nok. Et sådant mønster kan være svært at bryde ud af, men Svane og Elsøe giver dig alligevel redskaberne til at gøre forsøget gennem humoristiske tips og tricks, der skal få dig til at se det absurde i vores forhold til sundhed. De giver giver dig desuden muligheden for at svare på spørgsmål, der får dig til at reflektere over din egen tilværelse.
Forfatterne skal også have stor applaus for deres fokus på arv og miljø i forhold til overvægt og deres fokus på, hvordan vi i hverdagen uforvarende holder fast i samfundets fordomme om ”de usunde”, og hvordan vi kan være med til at skabe en forandring, da det ofte ikke er overvægten men skammen, der fastholder et menneske i en negativ spiral.
Opsummering og gulerødder
Ønsker du at gøre op med dine indre sundhedsdæmoner?
At kunne give dig selv et nyt, rationelt tankemønster, omkring hvad sundhed er (og ikke er) på baggrund af rigtig evidens?
At lære det med en bog, der er skrevet på et sprog der går rent ind, krydret med humor, personlige beretninger og et oprigtigt ønske om, at du bliver den sundeste, gladeste udgave af dig?
Så er ’Slut med forbudt’ den næste bog på din ønskeliste!
Hos mig får den i hvert fald topkarakter for at være et ærligt, sagligt og frisk pust på sundhedsfronten.
Tak til Politikens Forlag, der har sendt et anmeldereksemplar af bogen.