Forfatteren
SalatTøsen Mette Løvbom har jeg fulgt siden hun i 2013 startede forumet ’SalatTøsen’ på Facebook. Siden har jeg gjort brug af opskriftarkivet på hendes hjemmeside www.Salattosen.dk og fulgt hende på tv i ’Årstidens spisekammer’. Foredrag og workshops har jeg til gode, for lige nu sidder jeg med hendes første bogudgivelse ’SalatTøsen – salater hele året rundt’ i hånden.
Første indtryk
Lækkert omslag med glade farver, og en glad Mette Løvbom med favnen fuld af spændende, grønne tomater, lover godt, og man bliver bestemt ikke skuffet, når der bladres gennem bogen, der har et dejligt, overskueligt layout og virkelig lækre, indbydende billeder af salater, dressinger og tilbehør i stor stil.
Indholdet – kort fortalt
Du bliver introduceret til en masse farvestrålende salater inddelt i årstidernes skiften, så du hele tiden får brugt frugt og grønt i sæson, hvilket Løvbom sætter højt i sine opskrifter, ligesom hun er fortaler for økologisk grønt fuld af saft og kraft. Ud over salaterne er der masser af opskrifter på spændende toppings i forskellige genre som syltet, bagt, stegt med mere. Der er også plads til en sirup eller fire, samt nye måder du kan anvende dine urter; alt sammen i salater, der er sammensat så de er en fryd for krop og sjæl.
Det positive
Billederne giver enhver lyst til at prøve kræfter i køkkenet, og der er opskrifter til alle køkkenniveauer. Tilbehøret er anderledes, og der er fokus på at tilfredsstille alle fem grundsmage i salaten, så kød kan gøres overflødigt. Ikke desto mindre er der ved hver salat angivet anbefalinger til, hvilken slags kød, der passer salaten, hvilket er en kæmpe bonus for personer som mig selv, der ofte kan blive lidt fortabt på den front.
Sidst men ikke mindst er fremgangsmåderne lette at gå til. Dog skal du være opmærksom på, at nogle delelementer skal laves på forhånd, inden de kan bruges i salaten. Det er surt at stå en halv time før aftensmad og finde ud af, at tomaterne til salaten skulle have haft seks timer i ovnen.
Det negative
Det absolut eneste negative, jeg kan skrive om denne bog, er med tanke på dem, der ikke har mulighed for at tilbringe den tid i køkkenet de gerne ville. Meget af tilbehøret til salaterne er tidskrævende, hvilket for nogle vil være en showstopper.
Hvis man, som jeg, har tænkt sig at bruge bogen retti’retti meget, er det synd, den er i paperback, da omslaget hurtigt bliver slidt og grimt.
Opsummering og gulerødder
Denne bog skal stå i enhver kogemands og -kones køkken, hvad end de gør sig ud i salater eller ej (for det kommer de til, hvis først den står der). Der er garanti for glæde ved middagsbordet, hvis salaterne i denne bog rammer det, og i en sådan grad, (er jeg overbevist om) at kødet får lov at træde lidt i baggrunden, hvilket bestemt ikke er en skidt bivirkning. Med introduktionen til nye anvendelser af kendte og ukendte råvarer sammensat på en måde så englende synger, kan jeg ikke give den mindre end 5 hele gulerødder.
Tak til Politikens Forlag for at sponsorere eksemplaret til anmeldelse
Bogen kan købes på blandt andet www.Politikensforlag.dk til 250 kroner.