Disse har et twist af jul og smager derefter. Pandekagerne er nemme at kaste sig ud i – det er kun stegetiden, du skal vente på. De er svampede, luftige, ikke for søde og passer derfor perfekt med lidt agavesirup, ahornsirup eller marmelade på toppen.
Opskriften
16 små pandekager
Pandekagedej
- 3 dl havremælk eller anden type mælk
- 3 stk æggehvider
- 3,5 dl havregryn
- 1 spsk agavesirup, ahornsirup eller akaciehonning
- 0,5 tsk vaniljepulver
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk kardemomme (kan undlades)
- 1 spsk kanel
- 1 tsk revet ingefær (evt. ingefærpulver)
- 1 lille nip salt
- 0,5 spsk smør eller kokosolie til stegning
Topping
- 1 spsk hakkede valnødder
- 1 tsk sirup (fx agave- eller ahornsirup)
Fremgangsmåde
I en skål røres mælk og sirup sammen, indtil siruppen er opløst. Tilsæt ingefær.
Kom havregryn, bagepulver, kanel, vaniljepulver, kardemomme og salt i en blender eller foodprocessor og blend det hele sammen. Hæld blandingen i mælken og rør godt, til en ensartet dej.
Pisk æggehviderne stive i en skål og vend dem forsigtigt i dejen.
Steg små pandekager i kokosolie på en middelvarm pande – fordel dejen med 2 spsk. dej pr. pandekage.
Nydes med evt. agavesirup, nødder eller bær.
Velbekomme 🙂