Morgenmad er uden tvivl mit yndlingsmåltid på dagen, og jeg står gerne op i god tid for at lave en sund og nærende morgenmad. Jeg elsker alt lige fra skyr med mysli, havregrød, omelet eller noget så simpelt som en bolle med ost.
Jeg er altid virkelig sulten, når jeg vågner, og derfor er det vigtigste for mig, at min morgenmad mætter. Og her er havregryn på grund af sit høje fiberindhold en favorit.
Havregryn består af 100 % fuldkorn, hvilket vil sige, at de indeholder en masse gode kostfibre samt vitaminer og mineraler. Det var altså ikke helt uden grund, at mange af os som børn blev spist af med en portion havregryn og mælk til morgenmad. Selvom jeg den dag i dag synes, at havregryn med mælk er en glimrende spise, kan mit morgenmadshjerte dog godt trænge til noget mere inspirerende at vågne på. Derfor er det selvfølgelig også heldigt, at havregryn kan bruges på mange andre måder, for eksempel til min all time morgenmadsfavorit, overnight oats.
Overnight oats eller køleskabsgrød har været populært blandt morgenmadsentusiaster i lang tid. Kort fortalt er det havregryn, der har stået i blød i mælk natten over. Det lyder måske ikke særlig tiltalende, men giv det nu en chance, det smager super skønt. Jeg laver altid min med et teske ren kakaopulver, det er klart anbefalelsesværdigt, hvis du er ligeså vild med chokolade, som jeg er. Du kan også sagtens lave det uden kakaopulver, eventuelt med lidt vaniljepulver i.
Det skønne ved overnight oats er, at du kan toppe det med lige, hvad du har af frugt, nødder, kerner og bær. Hvis du hurtigt bliver træt af at spise det samme til morgenmad flere dage i træk, er der altså rig mulighed for variation.
Eksempler på toppings
Frugt og bær
Frysetørrede bær
Nødder
Chiafrø
Hakket mørk chokolade
Nøddesmør
Hampefrø
Du kan finde flere eksempler på glutenfrie opskrifter her.
Opskriften
1 portion
Forberedelse: 5 + 5 min. / I alt: 10 min.
Ingredienser
- 1 dl mælk, rismælk, mandelmælk, soyamælk eller hvad du nu engang foretrækker
- 1 dl havregryn
- 1 dl skyr, yoghurt naturel, soyayoghurt eller A38
- 1 tsk honning, sirup eller andet sødemiddel
- 1 tsk 1 tsk. ren kakaopulver (kan udelades)
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Bland havregryn, mælk og kakaopulver i en bøtte og rør godt rundt. Stil på køl natten over. Tilsæt skyr eller andet surmælksprodukt næste morgen. Top med honning og fyld på med din favorittoppping.
Jeg elsker grød om morgenene og at den så bliver kombineret sammen med chokolade, som jeg kunne leve af morgen til aften, bliver denne grød bare ikke bedre 😀
Hej Jessica
Hvor er det dejligt at høre, at du er vild med opskriften 🙂 Og er helt enig i, at chokolade bare gør godt!
Mange hilsner
Marie Klee
Prøvede dette idag, og det var mega godt! Plejer ikke at være så vild med havregrød, men dette var som en dessert. Skal gøre det til en fast del af min morgen, det er helt sikkert!
Fedt, Camilla! Dejligt at høre!! ?
Mange hilsner
Marie
Hejsa. Lyder som en mega lækker morgenmad. Tror du man måske ville kunne undlade yoghurten?
Hej Mette. Det kan du sagtens, men du kommer muligvis til at savne den syrlighed og cremethed det bidrager med. Men prøv uden og så se hvad du synes 🙂
Mange hilsner
Marie
Hvilken kakaopulver bruger du?
Hej Heidi
Du kan bruge lige akkurat den du foretrækker. Jeg kan personligt godt lide den fra Valhrona 🙂
Mange hilsner
Marie