Er du ligesom mange andre i tvivl om, hvad forskellen egentlig er på de forskellige slags te? Hvad det er, der gør te så sundt og er grøn te egentlig den sundeste te? Få svar på disse spørgsmål og mange flere her.
Forskellige typer te
Der findes overordnet fire forskellige slags te; hvid, grøn, oolong og sort. De stammer alle sammen fra den samme busk. Det eneste, der adskiller dem fra hinanden, er forarbejdningsprocessen. Den hvide te er den, der er mindst forarbejdet, herefter følger grøn te, oolong og til sidst den sorte te.
Te er igennem de senere år blevet betragtet som yderst sund på grund af det høje indhold af antioxidanter, vitaminer og mineraler. De fleste tror, at der er flere antioxidanter i grøn te end i sort, og at grøn te dermed skulle være sundere. Der er dog ingen forskning, der peger på, at dette skulle være tilfældet. Hvis man skal tale om et højere indhold af antioxidanter i en te frem for en anden, ville det være i hvid te, da det stammer fra de nye, friske skud på tebusken.
Antioxidanter i te
Te indeholder store mængder af antioxidanter, som spiller en betydelig rolle for vores sundhed, idet de hjælper kroppen til at bekæmpe de frie radikaler. De frie radikaler er et naturligt biprodukt i cellernes stofskifte og er nyttige til at dræbe bakterier. De kan dog også gøre stor skade på kroppens egne celler, hvis ikke den naturlig balance mellem antioxidanterne og de frie radikaler er tilstede. Derfor er det vigtigt, at vi får tilstrækkeligt med antioxidanter gennem føde- og drikkevarer.
Antioxidanterne fra teen er så små og vandopløselige, at de kan trænge ud i tevandet, så vi får glæde af dem. Omvendt er det med de vitaminer og mineraler, som teen ellers er meget rig på. Idet vi kun indtager tevandet, som er et udtræk, får vi desværre ikke nævneværdig glæde af de gode stoffer, da det kun er et minimum, som trækker ud i vandet.
Så hvis du vil være helt sikker på at få så mange antioxidanter som overhovedet muligt, når du nyder din te, så kan det godt betale sig at drikke det te, som stadig er helt og ikke det i tebreve. Begge dele er udmærket, men som udgangspunkt vil teen i tebrevene indeholde færre antioxidanter, idet det bliver iltet af luften, når der knuses. Teens antioxidanter vil som følge heraf indgå i en proces, som prøver at beskytte teen imod fordærv og vil derved ikke længere være tilgængeligt. Fluor er ligeledes et indholdsstof i teen, som er vigtigt til beskyttelse af vores tænders emalje imod fødevarer med højt indhold af syre. Der er tilmed koffein i te, dog ikke i sammen mængder som i kaffe, men den smule koffein der er i, er nok til at have en opkvikkende effekt og er i små mængder godt for hjertet.
Mindre positive effekter ved indtagelse af te
Te har dog ikke kun positive indvirkninger på kroppens sundhedstilstand. Forskning har vist, at det er med til at hæmme optagelsen af jern i forbindelse med et måltid, hvilket tildeles kan være problematisk, da mange i Danmark har jernmangel. Men et godt råd lyder, at hvis man ynder at nyde sin te i forbindelse med et måltid, så husk altid at spise frugt og grønt, da det har et højt indhold af C-vitamin, som har en neutraliserende effekt.
Ingen tynde lår – desværre
Te giver ikke tynde lår – desværre! Det er vi nok mange, der er kede af, da vi ellers havde vores forhåbninger. Det kan alligevel give en indirekte slankende effekt. Te er tørstslukkende og væskegivende samtidig med, at det er kaloriefrit, og kan derved erstatte kalorieholdige drikke, som vi alle nok godt kan blive enige om i hver fald ikke giver tynde lår.
To gode råd
For at være sikker på at få glæde af alle teens goder er det en god idé ikke at hælde kogende vand direkte på teen, men vente til den er omkring 70-80 samt lade teen trække i lang tid, så der kommer flere antioxidanter over i tevandet.
Kilde: Ernæringsfysiologi – en grundbog.