Har du prøvet at lave blomkålspizza? Det kan være en lækker måde at få grøntsager på og samtidig undgå hvidt hvedemel. Hvis du i stedet foretrækker pizzabund af brød, så prøv den her fuldkornspizza med røget laks.
Opskriften er kun på bunden, så du selv kan vælge, hvad der skal på af lækre sager.
Tip: Brug en saks til at klippe stykkerne ud.
Opskriften
1 pizza (2 personer)
Forberedelse: 10 min. / Tilberedning: 15 + 5 min. / I alt: 30 min.
Ingredienser
- 0,5 stk blomkål (cirka 500 g)
- 2 stk æg
- 100 g revet ost
- 2 spsk husk-pulver/loppefrøskaller
- 0,5 tsk salt
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 c varmluft eller 225 grader i en konventionel ovn. Kør blomkål i en foodprocessor eller minihakker (IKKE blender), til det er helt finthakket. Forvent det kan være lidt besværligt, for foodprocessoren skal som regel hjælpes på vej, og minihakkeren kan ikke tage så store mængder ad gangen. Men når det er gjort, så er resten nemt: Bland massen med revet ost, æg, husk-pulver og salt, tryk fladt på et bagepapir på en bageplade, og bag den 15 minutter. Put dit ønskede fyld på, for eksempel tomatpuré og ost og bag 5-10 minutter mere. Til sidst kan du toppe med, hvad du lige har. Her blev det spinat, krebsehaler og salte peanuts.
OBS: Bunden bliver ikke sprød, men svampet i konsistensen.
Velbekomme 🙂
Elsker denne pizzabund ♥️
Hej Pia
Det er jeg glad for at høre 🙂 Og tak fordi du har lyst til at følge med!
Mange hilsner
Marie Klee