Vi vil alle gerne have et sundt, lækkert og glansfuldt hår, men sol, kemisk hårfarvning, hårtørrer, glattejern osv. tørrer håret ud og beskadiger det. Og det er jo svært at undgå de ting, hvis man gerne vil have sit hår til at se ud på en særlig måde, når man går ud af døren. De fleste af os har ét eller andet “problem” med vores hår – vi vil have det længere, vi vil have krøller, tindingerne er blevet høje eller vi døjer måske med skæl eller kløe i hovedbunden. Hvis vi vil gøre en forskel for vores hår, er der flere faktorer der spiller ind – både for kvinder og mænd.
Håret får primært næring indefra, og det er derfor vigtigt at vi spiser en sund kost med masser af næringsstoffer og gode fedtsyrer, der kan bidrage til en sund hårvækst. Hvis kroppen får alle de næringsstoffer den har brug for, har den større mulighed for at give alle kroppens celler næring, i stedet for kun at fokusere på at opretholde essentielle kropsfunktioner, som ikke indebærer eksempelvis god hår- og neglevækst.
Hav fokus på at spise en varieret kost, hvor du har fokus på at få nok protein og sundt fedt. Fede fisk såsom laks, makrel, sild og sardiner, bidrager med omega-3 fedtsyrer, der er også vigtigt for at opnå sundt og glansfuldt hår. Husk også avocado, nødder, kerner og koldpressede olier.
Der er også visse rutiner der er gavnlige for dit hår, så her kommer de 5 vigtigste ting du skal have fokus på.
1. Vask kun hår et par gange om ugen og brug en mild shampoo, der giver dit hår en masse fugt. Prøv eksempevis en sulfatfri shampoo i et par måneder, og mærk forskellen i dit hår og din hovedbund. Undgå at bruge tørshampoo jævnligt, da det kan udtørre hår og hovedbund.
2. Lad dit hår lufttørre. Varmen fra hårtørreren udtørrer stadig håret, lige meget hvor meget varmebeskyttende produkt du kommer i. Hvis du absolut skal tørre dit hår med hårtørrer, så skru ned for varmen. Husk i øvrigt at blæse dit hår igennem med kold luft til sidst, så du “lukker hårstråene” (ja!).
3. Et ekstra tilskud? Overvej at spise Silica, der er et kosttilskud, der styrker hud, hår og negle.
4. Husk frisøren. En tur forbi saksen hver 12. uge fjerner spaltede spidser og giver håret et sundt og fyldigt udseende.
5. Brug nogle gode produkter til håret. Og hvis du skal bruge de billige, så brug i det mindste dem uden parfume. Supermarkedets shampooer indeholder de billigst mulige ingredienser, samt overdrevne mængder af billige dufte og konserveringsmidler, der på sigt kan give dig allergiske reaktioner. Hvis du skal bruge supermarkedets shampooer, så vælg dem uden parfume, for der er tænkt en ekstra gang over de ingredienser der er i.
Produkter jeg selv holder meget af:
Weleda Revitalising Hair Tonic. 100 ml. Fra kr 124,00 på naturoghelse.dk.
Masseres ind i hovedbunden morgen og aften. Styrker håret og giver fylde og næring til håret. Indeholder ekstrakter fra bl.a. rosmarin og peberrodsblade, så den dufter dejligt! Fremmer den naturlige hårvækst.
Redken Diamond Oil – Shatterproof Shine Intense. 100 ml. Fra kr. 269,00 på smukkere.dk
Giver håret et fugtboost, uden at fedte. Den indeholder desuden ikke silikone, som de fleste andre hårolier gør.
Ingrédien Power Protein Treatment. 180 ml. 195 kr. på hairteamcompany.dk
Denne hårkur indeholder ikke parfume og er svanemærket. Brug den én gang om ugen, eller efter behov.
Urtekram koldpresset kokosolie. Fra kr. 80,64 på netspiren.dk
Koldpresset kokosolie er sundt for kropppen når du spiser det og steger din mad i det, men er faktisk også en genial olie at bruge, hvis du har tørt hår. Massér kokosolie ind i hele håret om aftenen, og sov med et håndklæde på hovedpuden. Vask håret med shampoo to gange næste morgen. PS. kokosolie er også godt for huden – brug det eksempelvis som en overnight fugtmaske!
Fotos: rawfoodrecipes.com, Mildh Press, style.com, hairskin.dk