De damer, de herrer vi er nu nået til vejs ende i den store vitamin- og mineralguide! De sidste par uger er gået med gennemgang af alle nordiske anbefalinger for dagligt indtag, og det er jo godt at vide i sig selv. Hvad der er endnu bedre at vide, er hvordan nogle vitaminer/mineraler henholdsvis blokerer for- og optimerer hinandens optagelse. Dette er endnu én af grundene til at indtage vitaminer gennem kosten i stedet for via en multivitaminpille.
Calcium
Hæmmer absorptionen af hæmjern (det jern der findes i animalske produkter), da calcium sætter sig på receptorerne, som optager hæmjern.
Vitamin E har samme virkning i forhold til hæmjern.
Bonusinfo: Havregryn er et produkt, der indeholder meget jern. For at udnytte jernet anbefales det at bruge havregryn i surdejsbrød eller som müsli på surmælksprodukter, fx A38. Dette skyldes, at et enzym i havregryn blokerer for frigivelsen af jernet, når vi spiser dem, og den bedste måde at ”låse” enzymet op på, er ved hjælp af syre.
Fosfat
Hæmmer optagelsen af både hæmjern og ikke-hæmjern (det jern der findes i vegetabilske produkter). Fosfat findes i mørkegrønne grøntsager.
Bonusinfo: Spinat indeholder ikke-hæmjern, som ikke kan frigives på grund af oxalsyre, som også findes i blandt andet rabarber.
Vitamin C
Øger absorptionen af hæmjern. Derfor kan det anbefales at drikke juice til et jernholdigt måltid, dog ikke appelsinjuice, da appelsiner indeholder mange kostfibre, der også medvirker til nedsat absorption.
Vitamin D
Øger absorptionen af calcium, da vitamin D skaber flere receptorer for calcium i tarmen. Høje doser calcium/vitamin D i pilleform er dog mistænkt for at øge risikoen for blodpropper, så indtaget skal ske gennem fødevarer.
Bonusinfo: Tager man calciumtabletter, optages disse bedst, hvis de indtages om aftenen uden for måltider.
Selvom nogle vitaminer/mineraler optages bedst i bestemte situationer, skal I ikke være bange for at spise normalt. Langt de fleste danskere lever op til anbefalingerne, så længe de spiser sundt og varieret. Men er man lidt nørdet og går meget op i, at ens kost skal være optimalt sammensat, er der altid noget der kan optimeres. Husk dog at være kritisk over for nettets informationer, hvis du leder videre efter flere interaktioner mellem vitaminer og mineraler!
Se også: Vitaminguide: Vandopløselige vitaminer for første indlæg i serien om vitaminer og mineraler