Som et led i markedsføringen af produkter bruger producenterne mange penge og tid på emballagen til deres produkt. Udseende samt hvilke tekster eller billeder, der skal være på emballagen, er en mindre videnskab for at sikre sig, at ens produkt bliver valgt imellem de mange andre. Dette betyder derfor også, at producenterne vil bruge de virkemidler de kan for at sælge produktet. Hvis du vil være bedre til at gennemskue dette, så læs med her.
Billeder
Et meget brugt virkemiddel er billeder på emballagen. Billedet kan være af indholdet af fødevaren, af gården, mælken er produceret på, personer, der nyder fødevaren, eller andre elementer, som man forbinder med fødevaren. Personer på emballagen skaber en tryghed for forbrugeren, som gør, at man i langt højere grad vælger disse produkter fremfor andre.
Herudover bruges der elementer på emballagen, som egentlig ikke er i pakken, men som understøtter produktets image. Et godt eksempel på dette er Kellogg’s Cornflakes. Her er den kendte hane på emballagen sammen med majskolber for at symbolisere, at produktet indeholder majs. Herudover er der også på mange af pakkerne en sol i baggrunden. Dette er objektivt set ikke et element, der er nødvendigt, men det kan være netop den association, der skabes, når forbrugeren ser solen, der gør, at man køber varen. Billeder på emballagen er den faktor, der betyder mest, når vi handler ind. Vi scanner varen i køledisken eller på hylden, og ud fra forsiden vælger vi varen. Det er kun i 5 % af vores indkøb, at vi vender varen om og læser deklarationen.
Procentsatser
30 % mindre fedt og 70 % mindre sukker er eksempler på procentsatser, som fanger forbrugerne. Vores opmærksomhed bliver draget af disse anprisninger, og sammen med billederne er de meget stærke virkemidler. Desværre kan sådan nogle procentsatser snyde. Anprisninger om mindre fedt eller sukker kan være bygget på fedtenergiprocenten eller fedtets vægt i procent. Der er ingen restriktioner omkring disse, og derfor kan producenterne skrive, hvad de vil. Vær derfor opmærksom og læs altid bagsiden af produktet, her kan fedt- og sukkerindholdet bedre overskues ud fra næringsdeklarationen. Du kan også nemmere sammenligne et fedtreduceret produkt fra originalen, hvis du ser på næringsdeklarationen.
Hvis producenter ikke bruger procentsatser, så bruges anprisninger som fedtfattig, sukkerfrit eller light ofte. Her er det vigtigt at være opmærksom på, hvad forskellen er imellem disse, og hvornår de bruges på drikkevarer og fødevarer.
Light
Betegnelsen Light for drikkevarer betyder, at det er kalorielet, hvilket betyder, at sukkerindholdet skal være halveret. For fødevarer betyder light, at der skal være 50 % mindre fedt eller sukker i forhold til en tilsvarende almindelig vare. Forskellen er, at for fødevarer kan light både være for fedt og sukker, mens det for drikkevarer kun er for sukker.
Fedtfattig og fedtreduceret
Udover light bruges begrebet fedtfattig, og her betyder fedtfattig faktisk fedtfattig. Her må der højest være 3 gram fedt pr. 100 g fødevarer eller 1,5 g fedt pr. 100 ml væske. Derimod betyder mindre fedt og fedtreduceret, at der skal være 30 % mindre fedt i forhold til tilsvarende almindelig vare. Dette gælder også for betegnelsen mindre sukker.
Da der er så mange forskellige måder at ernæringsanprise på, er det vigtigt at være opmærksom på næringsdeklarationen samt bagsiden af emballagen generelt. Her skal det nemlig fremgå, hvad der menes med % mindre fedt, fedtfattigt og så videre.
Sødestoffer
Problematikken ud over uigennemsigtigheden er, at producenterne ofte bruger andre sødestoffer end sukker, når sukkeret er blevet reduceret, og derved gøres produktet stadig sødt blot ved brug af andre midler. Der bruges tilmed ofte sukker som erstatning for fedt i fedtfattige dressinger. Dette er nemlig med til at bibeholde en god smag.
Som en sidste notits, så vær opmærksom på, hvis du vælger produkter med mindre sukker eller fedt, mangler kroppen ofte disse, og derfor søger kroppen dem andre steder fra – og derfor vil dit totale kalorieindtag over dagen ofte være det samme som alle andre dage.
.
Jeg vil også anbefale dig at læse omkring supermarkedernes indretning her, da det har mindst lige så stor betydning for det, der ender i din kurv.