Garden Gourmet er en ny serie af vegetariske og veganske retter. Produkterne er baseret på soya og hvedeprotein, og skiller sig ud fra mange andre vegetariske og veganske retter, ved at de sælges på køl i stedet på frost. Garden Gourmet består af seks forskellige vegetariske og veganske retter: linsebøffer, grillede stykker (ligner kylling), veganske boller (ligner kødboller), burger, pølser og falafler.
Jeg har testet produkterne og her er min vurdering.
OBS: siden testen har Gourmet Garden skiftet navn til Hälsans Kök, nogle af billederne er opdateret.
Falafler
Falaflerne var jeg generelt meget positivt overrasket over. De havde en god og ret stor smag, især af persille. Jeg kan godt lide, at man kan smage, hvad der er i. De smager faktisk lidt som hjemmelavede falafler. Konsistensen er måske en smule blød, og jeg manglede den sprøde overflade, som jeg er vant til fra andre færdigkøbte falafler. Til gengæld indeholder de ikke særlig mange kalorier i forhold til andre købefalafler, som jeg har smagt. Sortimentet strækker sig fra den ene type jeg smagte.
Linsebøffer
Linsebøfferne overraskede mig ligeledes positivt. De havde en god smag, men jeg må samtidig indrømme, at jeg har smagt andre vegetarbøffer, som trumfer disse. De smager mere naturligt, end nogle af de andre produkter, hvilket jeg er stor fan af. Bøfferne er ikke så store, hvilket ikke er noget problem, hvis man skal spise dem som tilbehør, men hvis man vil bruge dem i en burgerbolle, som jeg gjorde, er de en smule små.
Burger
Disse bøffer var ikke en af mine favoritter. De smager meget af rigtigt kød, hvilket jeg egentlig ikke søger i vegetariske produkter. Hvis man gerne vil have en vegetarisk bøf, som minder om og smager af kød, så er denne til gengæld helt perfekt.
Veganske boller
Disse brugte jeg i en tomatsovs, som jeg serverede sammen med pasta. Både min kæreste og jeg var enige om, at de fungerede rigtigt godt, og min kæreste, som ellers spiser kød, var ganske godt tilfreds med disse. De har en god krydret smag, og gør det godt som erstatning for normale kødboller. Smagen bliver ikke for tæt på rigtig kødsmag.
Pølser
Efter jeg er blevet vegetar har jeg faktisk spist en del vegetariske hotdogs, og jeg har derfor også smagt en del forskellige vegetariske pølser. Disse smager faktisk rigtig fint. De er måske en smule neutrale smagen, men hvis man bruger dem til hotdogs betyder det ikke så meget.
Grillede stykker
Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg forventede at disse, for jeg har aldrig smagt noget, der minder om disse. Jeg har set flere andre bud på køderstatning for kylling, men det er aldrig faldet mig ind at prøve det. Jeg kan derfor ikke sammenligne disse med noget andet. Kyllingestykkerne ligner faktisk rigtige kyllingestykker. De smager ikke af meget, men det gør rigtig kylling heller ikke, så hvis man er på udkig efter en neutral erstatning til kylling, så er disse perfekte. Konsistensen er dog en smule mere blød end konsistensen på rigtig kylling.
Samlet vurdering
Alt i alt er prdoukterne fra Garden Gourmet et fint bud på køderstatning. Personligt er jeg ret stor fan af, at udvalget er så bredt. Det er både muligt at finde køderstatning til burger, til wok og til tomatsauce. Et andet kæmpe plus er, at det er meget overskueligt og virkelig nemt at lave. Da produkterne ligger på køl i stedet for frost, tager de kun lige omkring ti minutter at tilberede. De er altså perfekte på dage, hvor man ikke har så meget tid. Dog synes jeg det er ærgerligt, at næsten alle produkterne indeholder maltodextrin (simpelt kulhydrat) og dextrose (sukkerstof). Det er selvfølgelig ikke skadeligt, men personligt ville jeg ønske, at smagen var fremhævet gennem forskellige krydderier i stedet. I en samlet vurdering ender produkterne på tre gulerødder. Nogle af dem overraskede virkelig positivt. Jeg kunne sagtens finde på at købe kødbollerne og falaflerne igen. Andre produkter skuffede desværre ved at være en smule smagsneutrale, eller som burgerbøfferne, lidt kunstige i smagen.
Garden Gourmet kan blandt andet købes i Føtex, Super Brugsen og Kvickly til 30 kroner pr. pakke.