Denne rabarbertærte smager super lækkert og kan varieres efter din smag. Du kan nemlig skifte rabarberne ud med fx æbler. Det er også muligt at skære ned på sukkeret ved at vælge fx sukrin gold i stedet for brun farin eller bruge sukkerfri marcipan fremfor almindelig marcipan. Hvis den ikke behøver at være vegansk, kan du skifte plantesmøret ud med almindeligt smør. Hvis du ikke har fuldkornsmel, så bruger du udelukkende havregryn. Det skal være nemt at lave kage 🙂 🙂
God bagelyst og velbekomme!
Opskriften
5 portioner
Fyld
- 400 g rabarber - 1 cm lange stykker
- 2 tsk vaniljesukker
- 100 g hasselnødder - ristet, groft hakket
Crumble-låg
- 100 g plantesmør (fx Naturli's smørbar) - stuetemperatur
- 70 g brun farin (eller sukrin gold)
- 75 g marcipan - koldt, groft revet (kan erstattes af mere brun farin)
- 60 g fuldkornsmel
- 60 g havregryn
- 1/2 tsk salt
Fremgangsmåde
Start med at tænde ovnen på 200 grader.
Kom fyldet op i et tærtefad, omkring 20-25 cm i diameter, og bland det sammen. Tærtefadet skal ikke smøres.
Stil til side.
Rør ingredienserne til crumble-låget sammen.
Start først med at røre plantesmør og brun farin sammen. Når det er rørt godt sammen, røres marcipanen i.
Til sidst røres de sidste ingredienser i.
Låget vil føles fugtigt, men det skal være fast og let at dele.
Kom det fyldte tærtefad på en bageplade. Fordel crumble-låget på fyldet, så det hele dækkes.
Bag midt i ovnen i 20-23 minutter.
Lad tærten køle af i ca. 10 minutter, inden den serveres – så vil låget nemlig være sprødt. Og det er næsten det bedste ved sådan en crumble-tærte 😉
Server eventuelt med en klat (fx. vegansk) flødeskum eller creme fraiche. Mums!!