Drømmer du også om din egen urtehave? At kunne dyrke dine egne, friske krydderurter, selvom du ikke har haven til det? Mange mennesker bor i dag i lejlighed eller bare i hus uden meget have til. Derfor virker det ikke særlig oplagt at anlægge en urtehave. Her i indlægget får du inspiration til at gå i gang alligevel. Du kan sagtens dyrke urter på altanen, terrassen, i vindueskarmen eller på udendørs fællesarealer.
Urtehavens udseende er let at customize
Urtehaven, der venter på at blive skabt af dig, er både let at lave og passe. Din urtehave behøves nemlig ikke at plantes direkte ned i jorden. Det, du skal gøre i stedet, er at anskaffe dig en mængde større kasser, potter, spande og lignende, som dine krydderurter kan være i.
Du kan styre looket på din altan, have, eller hvor du nu vil placere urterne, ved at udvælge nøje, hvad din urtehave skal være i. Det kan være zinkbaljer, øltønder, lerkrukker, gamle gryder eller et miks af, hvad du kan finde. Ligegyldigt, hvad du vælger, så vil det præge stedet, du sætter dem. Du kan skabe mange forskellige stemninger ved at lege med materialer, som er for eksempel rustikke, moderne eller “sommerhus-agtige”.
Når der skal plantes og sås
Du kan plante de små potter med krydderurter fra supermarkedet ud i din urtehave. Eller du kan så dem selv i foråret, hvor supermarkederne begynder at sælge frø i poser. Hvis du planter nu, kan du have et fantastisk lille udvalg af urter og spiselige blomster klar om 1-2 måneder. Både skovsyre, tallerkensmækkere og forglemmigejer giver smukke og spiselige blomster, som er fine at pynte maden med eller at putte i salater. Selvfølgelig kan du også plante andet end krydderurter – for eksempel salat eller jordbær. Det er helt op til dig selv, men husk at vande dem ofte.
Hvis du er en af dem, der ikke har så god tid til at passe en urtehave, vil du blive glad for at se, at du ikke behøver trække ukrudt op blandt dine urter. Det er fordelen ved at plante i forskellige krukker og baljer – at jorden i potterne ikke kommer i kontakt med anden jord.
Hvis du er en del af et bofællesskab, bor på kollegium eller har en fælles gård, kan I nemt udnytte både græsarealer og fliseplads til potter, krukker og måske endda højbede. Det er smart med en flytbar urtehave, når der skal slås græs, og der er mange til at tage af bedene, så det meste bliver spist. Det er virkelig lækkert at kunne drysse lidt friske krydderurter over sin mad, eller bruge dem på andre måder i madlavningen. Et lille drys rendyrket glæde til måltidet.
LÆS OGSÅ: Urbane haver og grønne initiativer – hvad er urban gardening og hvordan?