Der findes masser af gode bud på, hvordan du kan bruge dine rester og lidt kedelige left overs til at lave eksempelvis grøntsagsfond eller resteretter. Her taler vi ofte om grøntsager, skræller og gårsdagens måltider – men basislageret rummer som regel også et par skatte. Vidste du, at du faktisk også kan bruge nogle af resterne i rengøringen og i husholdningen? Her får du et par fif til grøn(nere) rengøring!
Læs også: Skjult madspild – måltidet du ikke vidste eksisterede
Læs også: ForResten – app’en som viser dig hvordan, du kan bruge dine madrester
Citron og lime
Glemmer du også sommetider den halve citron bagerst i køleskabet? Hvis den indtørrede citron har ligget så længe, at du ville vurdere den til skraldespanden, så brug den i stedet i rengøringen. Citronsyre er en mild syre, som opløser kalk, og kan eksempelvis bruges til at rengøre håndvaske eller badeværelsesfliser.
Sådan gør du:
Afhængigt af hvor meget saft citronen indeholder, og hvor forkalket rengøringsområdet er, kan du enten fortynde saften i en smule vand, presse saften ud direkte på det forkalkede område eller gnubbe stedet med selve citronen. Lad det virke 5-10 minutter, før der vaskes efter med varmt vand og sæbe.
Olie
Især de koldpressede olier og specialolierne kan for mange nå at overskride holdbarhedsdatoen, før de bliver brugt. Det er ikke altid, at man får lavet helt ligeså mange smoothies med hampefrøolie, som det var intentionen, og det er bare heller ikke altid, at man får eksperimenteret nok med hverken macadamia- eller græskarkerneolien, når man laver dressingen til salaten.
Sådan gør du:
De rester, som du nu ikke måtte få brugt, kan imidlertid sagtens bruges til at smøre cykelkæden, de knagende dørhængsler og til at give træværk eller træoverflader olie – vær dog opmærksom på, at olierne har forskellige farver, og at nogle eksempelvis farver grønt.
Olie kan også bruges til at fjerne og opløse limrester på eksempelvis glas. Put olie på et stykke vat og gnid det på glasset.
Kaffegrums
Kaffegrums er for mange et dagligt restprodukt, og det kan faktisk anvendes på masser af forskellige måder, da det både fjerner dårlig lugt og virker som et skuremiddel. I rengøringen kan det bruges til at skrubbe og rengøre eksempelvis håndvaske, men virker også fint til peeling af både hænder, ansigt og krop.
Sådan gør du:
Stil kaffegrumsen ved siden af sæben ved håndvasken og brug den til at vaske kraftig lugt eller farve af fingrene, når du eksempelvis har arbejdet med fisk eller rødbeder. Kaffegrumsen kan fjerne den dårlige lugt i eksempelvis køleskabet; stil en lille skål i køleskabet og lad den virke. Kan også bruges til at holde insekter og snegle væk i køkkenhaven ved at lægge dem om grøntsagerne.
Læs også: DIY: Olivenoliescrub med kaffegrums
Atamon
Sommetider har en vare bare stået for længe på hylden, og så begynder man at overveje at smide den ud. Konserveringsmidlet Atamon kan enten bruges ved at genoptage sylteeventyret (find inspiration her) eller som middel til at fjerne vækst eller pletter af skimmelsvamp.
Sådan gør du:
Vask det udsatte område grundigt med en svamp eller en klud med ufortyndet atamon. Lad det tørre og gentag behandlingen, indtil pletterne er væk.
Bagepulver
Hvor mange gange har du stået i supermarkedet og spurgt dig selv, hvorvidt der er mere bagepulver i skabet for så at købe en ny og komme hjem og opdage at ja, det havde du søreme? Hvor mange bøtter har du samlet? Og fristes du sommetider til at smide ud for at få en smule luft i skabet? Bagepulver er faktisk ganske praktisk; udover at fungere som hævemiddel kan bagepulver også være nyttigt i forhold til at fjerne brune te- og kaffepletter i eksempelvis krus, kander, håndvaske og på service.
Sådan gør du:
1 teske bagepulver drysses på brunfarvningen, skrub med varmt vand. Vask efter med varmt vand og sæbe og gentag eventuelt. Er pletterne meget genstridige, kan du også blande 1 spiseske bagepulver i ½ liter vand og lade genstanden stå i blød i cirka en times tid, før den skrubbes.
Eddike
Eddike har samme egenskaber som citronsyre og anvendes ligesom. Det er en mild syre, som opløser kalk og er velegnet til at rengøre eksempelvis håndvaske og badeværelsesfliser.
Sådan gør du:
Fortyndes i varmt vand og skrubbes så direkte på kalkpletterne, som efterfølgende står i blød i 5-10 minutter. Vask efter med vand og sæbe og gentag eventuelt, indtil pletterne er væk.
Kilder: “Håndbog i praktisk hjælp” af Michael René