Når vi handler ind, støder vi på mange forskellige mærkningsordninger, og det kan ofte være svært at finde ud af, hvad de forskellige typer betyder. For at give dig svar på dette, har jeg lavet en række indlæg, hvor du får beskrevet det enkelte mærke. Du kan se alle indlæggene i serien her.
Svanemærket indikerer kort sagt, at produktet er miljøvenligt. Men hvad er det helt konkret, der gør det miljøvenligt?
Hvad er Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke. Svanen er stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997.
Kravene til Svanemærket
Inden for hudplejeprodukter bliver der sat krav til et minimalt forbrug af parfume, mens hormonforstyrrende stoffer og parabener slet ikke er tilladt. Børnehudpleje med Svanemærket er dog helt fri for parfume.
Når det kommer til sæber, gælder der de samme regler som ved hudplejeprodukter, men de må heller ikke indeholde allergifremkaldende stoffer. Samtidig bliver der stillet krav til, at kemikalierne er let nedbrydelige og skånsomme for miljøet.
Svanemærket er ikke kun at finde inden for kategorien personlig pleje. Svanemærket gives også til elektronik, husholdningsartikler, legetøj, byggeprodukter, møbler og tekstiler.
Jeg har for nyligt også set hele dagligvarebutikker og bilvaskehaller med en Svanemærke-licens. Det er virksomheder, der lever op til de kriterier, som Svanemærket har sat for produkter og daglig drift af virksomheden. En bilvaskehal må for eksempel kun benytte 70 liter grundvand per bilvask frem for de normale 120 liter.
Svanemærket kæmper på den måde ikke kun for vores nuværende sundhed, men også for fremtidens sundhed. De stiller krav til, at produkterne skal være miljøvenlige og foruden en sundhedsskadelig effekt.
Så tænkt særligt over det, når du vælger hudpleje, hvis du samtidig gerne vil passe på miljøet.