De fleste er efterhånden med på, at vi skal smøre os ind i solcreme for at forebygge hudkræft. Samtidig mener nogle, at solcreme også kan give kræft, så hvad skal vi egentlig vælge? Svaret ligger i at vælge en sund solcreme, der så vidt muligt er fri for hormonforstyrrende, allergifremkaldende og miljøforstyrrende stoffer.
To slags filtre
Der findes to slags UV-filtre i solcreme; det fysiske og det kemiske. Det eneste lovlige fysiske filter i øjeblikket er titanium dioxid, som lægger sig uden på huden som en beskyttende hinde. Det finder man blandt andet i foundations og mineralpudder.
Det kemiske filter, hvoraf der findes mange forskellige slags, trænger ind i huden, hvilket kan være problematisk, hvis cremen indeholder skadelige stoffer. I Danmark/EU findes der bestemmelser om deciderede ulovlige stoffer samt risikostoffer.
Risikostofferne såsom parabener er ikke ulovlige og bruges derfor i enormt mange cremer, da de forlænger holdbarheden og er billige. En god idé er at vælge solcremer, der er certificerede med godkendte mærker såsom Svanemærket, den blå krans og EcoCert. Læs mere om forskellige tilsætningsstoffer og certifikeringsmærker.
Kan en dagcreme med SPF-faktor bruges som solcreme?
Mange kvinder spekulerer måske over, om solfaktor i makeup og dagcreme er tilstrækkeligt. Til dette er svaret desværre nej, ikke til solbadning. Ved længere tid ude i solen skal du bruge en rigtig solcreme eller eventuelt en ansigtssolcreme. Dette skyldes, at koncentrationen af SPF-faktor i dagcreme og sminke er for lille til at kunne beskytte mod solens stråler, som en rigtig solcreme gør det. Til gengæld kan du sagtens nøjes med solfaktoren i make-up og dagcremen, hvis du opholder dig i solen i kortere tid.
Herunder har jeg samlet en liste over fem forskellige sunde solcremer, der opfylder både Miljøstyrelsens og Sundhedsstyrelsens krav. De er alle danskproducerede med undtagelse af Green People, der dog er oprettet af danske Charlotte Vøhtz.
Fem sunde solcremer
1. Derma – har også børne- og ansigtssolcremer.
Fås i udvalgte supermarkeder blandt andet Føtex, Bilka og Superbest. Pris: 40 – 130 kroner.
2. Green People – har også læbepomade, børne- og ansigtssolcremer.
3. ACO – har også børne- og ansigtssolcremer.
Fås på Apoteket. Pris: 49 – 219 kroner.
4. Juhldal – har også ansigtssolcreme.
Fås i Matas og i udvalgte helsekostbutikker. Pris: 74,50 – 150 kroner.
5. Avivir – Baseret på aloe vera
Fås i Matas, i udvalgte helsekostbutikker samt på aloevera.dk. Pris: 109-135 kroner.