Én ting er, at du gerne vil leve og spise sundt. En anden ting er, at du ikke vil ruineres af diverse kostplaner og diæter. Med den rette planlægning er det dog muligt at spise både sundt og varieret uden at sprænge budgettet. Her giver vi dig tre trin til sundere indkøbsvaner, der gør hverdagen lidt sjovere.
Af Martin Jørgensen, Sammenligningsportalen Mikonomi.dk, der hjælper forbrugere med at spare penge.
1. Læg et realistisk budget
Det behøver ikke at være vanvittigt dyrt at spise sundt, men beløbet kan hurtigt løbe op, hvis ikke du er bevidst om dit forbrug. Den bedste måde at sikre sig, at det hele ikke løber af sporet, fordi du gerne vil være sund, er at lægge et realistisk madbudget.
Hvis du har svært ved at vurdere, hvilket beløb du realistisk bør sætte af til mad, kan det være en god ide at samle kvitteringer fra dine indkøb gennem en periode. Således bliver det nemmere at vurdere niveauet. Ideen med at budgettere er, at det skal spare dig nogle penge, så det er en god ide at sætte beløbet lidt ned i forhold til dit normale forbrug.
De fleste banker tilbyder en budgetfunktion på deres netbank-app, men derudover findes der efterhånden mange særskilte apps til at lægge et budget på en overskuelig måde. Nogle foretrækker at hæve det eksakte beløb, så de er sikre på ikke at bruge mere end netop dette, men det vigtigste er, at du finder en metode, der virker for dig. Så er der større chance for, at du overholder det budget, som du har lagt.
2. Lav en madplan og hold den
For at sikre at du får spist de rette madvarer, og at du ikke falder for ofte i fælden med dyr og usund take-out, er det en rigtig god ide at lave en madplan for en uge ad gangen. Sådan bliver det nemmere at holde motivationen, da du ikke skal genopfinde den dybe tallerken hver aften.
Én ting, der kan spare dig mange penge, er at tage udgangspunkt i de varer, som du har i køleskabet ved ugens begyndelse, og bygge videre derfra. Du undgår madspild samtidigt med, at du gør ugens madplan billigere. Kniber det med kreativiteten, kan apps som ‘For Resten’ være gode inspirationskilder.
Har du meget travlt og svært ved at finde tid til at få lavet mad hver dag, kan du overveje at lave mad forud og fryse det ned. Det samme gælder, hvis du laver store portioner og ikke får spist resten. Til sunde snacks kan det eksempelvis være en god ide at have en skål isvand med gulerodsstave i køleskabet – så er det nemmere at vælge det sunde alternativ.
3. Brug apps til at organisere dine indkøb
Du glemmer den gule post-it, der sad på køleskabet, de skriblerier du lavede bag på el-regningen eller den udførlige indkøbsseddel som kæresten har lavet. Det er ikke bare frustrerende, men farligt for både pengepung og sukkertrang at købe ind ud fra hukommelsen. Uden en dosmerseddel er der nemlig større risiko for at impulsshoppe.
Bruger du i stedet notefunktionen på din smartphone eller en af de mange nye huskeliste-apps, er det nemmere at holde styr på indkøbene. Der er efterhånden mange apps, der tilbyder gruppering af varer efter afdelingerne i supermarkedet, afkrydsningsmulighed efterhånden som du går igennem listen og lignende funktioner, der gør det endnu nemmere at organisere dine indkøb.
Ikke nok med at du husker alt det, som du skulle, så slipper du for de værste impulskøb. Med mange apps er det tilmed muligt at indtaste din indkøbsseddel, og så finder den automatisk ud af, hvor den samlede pris på dine varer er lavest. Der er med andre ord mange penge at spare på denne måde, hvilket gør det både nemmere, sjovere og billigere at spise sundt.