Pølser, bøffer og kartoffelsalat har altid været kendinge på grillbordet. Desværre gør det intet godt for vores kalorieindtag, og de fleste af os oplever nok, at der sidder lidt ekstra kilo på sidebenene, når ferien er slut. Her kommer mine tips til sund grill.
Sundhedsskadelige stoffer
Når vi griller, er det høje temperaturer der er i spil, og det er ofte ikke lige så nemt at styre som på et komfur. Derfor kan det ske, at brødet eller bøffen bliver en smule branket. Det er vigtigt at skære det sorte af, hvis du bekymrer dig om dit helbred, for selvom vi kun griller et par måneder om året, så når det at blive til mange ophobede stoffer i kroppen.
De stoffer man hovedsageligt taler om er PAH’er og stegemutagener. PAH’er findes mange steder i vores hverdag, men i forhold til grillen, kan det blandt andet findes i røgen fra kullene, hvis fedtet fra kødet drypper ned på dem. Brug derfor en drypbakke eller steg i folie for at undgå dette.
Stegemutagener opstår, når der steges ved høje temperaturer. De høje temperaturer resulterer i kemiske ændringer som kan være kræftfremkaldende. For at undgå stegemutagener bedst muligt skal du holde stegeristen ca. 25 cm. over kullene, og du skal først begynde at grille, når kullene er blevet helt hvide.
Kød på grillen
Der er ingen tvivl om, at en rød bøf og en Langelænder er det klassiske grillvalg. Dog skal vi passe på med vores indtag af rødt kød (kostrådene anbefaler max 500 g tilberedt kød om ugen fra firbenede dyr), og med mindre pølsen er fra en kvalitetsslagter, du kan stole på, er den ikke meget værd næringsmæssigt. Derudover kan jeg gætte mig til at mange – inklusive mig selv – ikke sparer på ketter, remo og ristede løg.
Prøv at tilbyde grillen noget nyt i form af:
– Skaldyr
– Fisk
– Kylling
Grønt tilbehør
Icerbergsalat med agurk, tomat og creme fraiche dressing – har du hørt den før? Eller cherrytomaterne og agurkestængerne. Der er intet galt med klassikkerne, og grønt er grønt, men i min verden bliver det hurtigt kedeligt. Grøntsager kan sagtens deltage i en lækker grillaften på (næsten) lige fod med kødet. Frugt kan også blive til lækker dessert eller sødt tilbehør.
Et lille udpluk af ideer:
– Grøntsagsspyd
– Grillede squash/aubergine/peberfrugt
– Ananas eller bananer
– Asparges
– Majskolber (må godt spises med en lille klat smør!)
Steg dem enten direkte på grillen eller skær dem i små stykker med olie og krydderier i en foliebakke.
En af mine favoritter på grillen er rødløg skåret i kvarte og overhældt med rød balsamico. Stil dem i en foliebakke på grillen en times tid med stanniol over indtil balsamicoen er tyk og karamelliseret. Lækkert sødt/syrligt indslag!
Her på Carrotstick kan du også finde lækker inspiration til grillen, hvis du går på odpdagelse i vores opskrifter.