Jeg er virkelig blevet fan af alle mulige former for grøntsagsmos. Det er så nemt at lave, det er en god måde at få brugt sine kedelige rester på, og så er det super sundt.
I stedet for at smide stokken ud fra broccolien, kan den med fordel bruges i en mos som her. På den måde undgår man madspild og sparer i sidste ende penge ved at bruge hele grøntsagen eller de kedelige rester.
Mos kan spises til mange retter som tilbehør, eller danne basis for en lækker brændende kærlighed. Rodfrugter er i sæson lige nu og er sprængfyldt med vitaminer og mineraler. Desuden indholder de masser af kostfibre, som blandt andet mætter godt og er rigtig gode for fordøjelsen.
Når jeg køber rodfrugter som pastinak og persillerod, køber jeg dem i mellemstørrelse da de godt kan miste lidt smag samt have en sej midte, hvis de bliver for store.
Denne gang serverede jeg porre og peberfrugter stegt på panden, en svinekotelet samt svitset champignon til. Næste gang bliver det nok til en omgang brændende kærlighed, toppet med en blanding af stegt porre og bacon.
Opskriften
2 pers
Ingredienser
- 1 stk pastinak
- 1 stk persillerod
- 1 stk gulerod
- 1/2 stk broccolistok
- 1 spsk smør
- salt
- peber
Fremgangsmåde
Skræl rodfrugterne og skær i små stykker. Rens broccolistokken og skær i mindre stykker. Put det hele i en gryde og hæld vand over, til det dækker. Kog det, til det er mørt. Hæld vandet fra og stavblend med en klat smør, salt og peber. Ønskes en mere grov mos, stavblendes kun kort tid.