Mmh, der er altså bare ikke noget bedre end sådan en cremet, duftende varm risotto til aftensmad. Ud over at det smager fantastisk, er det hurtigt at lave og kræver forholdsvis få ingredienser.
Denne opskrift på rødbederisotto er tyvstjålet fra Sæson for god smags hjemmeside og er uden svampe, hvilket jeg personligt sætter pris på. Har du, lige som jeg, svampefobi, så prøv denne variant istedet!
Selvom det ikke anbefales at spise for meget af de hvide kornsorter som risottorisene, så skal der også være plads til hygge og god, lækker mad om fredagen eller en trist og grå tirsdag. Desuden indeholder rødbederne en masse sunde ting kroppen bestemt vil sætte pris på.
Opskriften
4 personer
Ingredienser
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk smør
- 500 g rødbede
- 350 g risottoris (aborioris)
- 3 stilke frisk timian
- 1-1,2 L grøntsagsbouillon
- 0,5-1 dl parmesan, revet
Fremgangsmåde
Hak løg og hvidløg og sauter dem i smør og olivenolie. Skræl rødbederne og riv dem groft. Tilsæt rødbeder, ris og et par kviste timian og sauter videre til alle grønsager og ris er fedtet godt ind.
Tilsæt den kogende bouillon. Begynd med at tilsætte et par dl af gangen og lad den koge godt ind mellem hver tilsætning. Forsæt tilberedningen på denne måde, til bouillonen er brugt op og risene møre – det tager 18-20 minutter.
Smag til med salt og peber og server risottoen rygende varm, eventuelt med lidt ekstra timian og revet parmesan.