Er du en af de mange danskere, der ligger syg med forkølelse én eller flere gange henover vinteren? Så kan du måske få gavn af at bruge en næseskyller.
Måske har du hørt om metoden og tænker ‘aldrig i livet!’, og måske er du aldrig stødt ind i den. De færreste har prøvet det, og det er synd. En skylning af næsen en gang imellem kan nemlig have en forebyggende effekt på forkølelse, bihulebetændelse med flere. Og gøres det korrekt, er det slet ikke ubehageligt.
Grunden til, at næseskylning kan virke forebyggende er, at vandet passerer små åbninger til bihuler, pandehuler og kæbehuler, når det løber gennem næsen. Hvis de er stoppet lidt til, fordi man for eksempel er forkølet, kan de åbnes igen med vandet. Dette er en gammel yogametode kaldet “Neti”, som er helt uden bivirkninger, og den kan, i modsætning til for eksempel en næsespray, bruges så ofte du vil.
Sådan gør du:
1. Det første, du skal gøre, er at anskaffe dig en næseskyller – i daglig tale kaldet et næsehorn. De kan købes mange steder på nettet, i helsekostbutikker og på apoteket. De mest normale priser ligger mellem 50 og 150 kr. Min egen næseskyller (se foto ovenfor) har jeg købt på apoteket, og den er jeg rigtig glad for.
2. Dernæst laver du en saltvandsblanding ved at røre salt op i lidt kogt vand og derefter tilsætte koldt vand, til vandet har din kropstemperatur. Lav nok til to kander. Den nøjagtige dosering af salt står på en seddel i pakken, men jeg plejer bare at smage på blandingen, som skal smage som tårer. Laver du en blanding med forkert indhold af salt eller en forkert temperatur, kan det gøre ondt. Det er måske grunden til, at så mange tror, det er ubehageligt at skylle næse.
3. Når alt er klar, sætter du kanden for det ene næsebor. Bøj hagen ind mod halsen og tip hovedet til den modsatte side. Nu vil saltvandet løbe fra det ene næsebor til det andet. Hvis du er forkølet i forvejen, kan vandet skubbe snot ud af næsen. Hvis du ikke er syg, kan det virke forebyggende. Lad en hel kande løbe fra det første næsebor og skift så til det andet. Når du er færdig, pudser du næsen grundigt, så du får al vandet ud.
Som afsluttende bemærkning skal det siges, at det er svært at finde videnskabelig bevis på, at næseskyldning er forebyggende, men meget tyder på, at de fleste har stor gavn af, at bruge en næseskyller.
Kilder: webapoteket.dk, sundhedsguiden.dk