For mange PCO(S)-kvinder har kosten en stor betydning, da man ved at spise PCO-venligt igen kan skabe hormonel balance i kroppen, og dermed slippe af med nogle af de gener PCO(S) kan medføre – f.eks. humørsvingninger og træthed, akne, uønsket hårvækst, hårtab og/eller mavefedt. Disse gener skyldes alle sammen et ustabilt blodsukker som følge af uhensigtsmæssig indtagelse af kulhydrater.
Se også: Hvad er PCO(S)?
Kostens byggeklodser og blodsukkerpåvirkning
Grundelementerne i en PCO(S)-venlig kost er at den skal være mættende og blodsukkerstabiliserende. Den skal desuden være kalorie- og mavefedtreducerede, hvis man har problemer med overvægt. En PCO(S)-venlig kost kræver derfor protein og fedt til alle måltider – fedt er nemlig ikke direkte fedende, som det i mange år netop er blevet beskyldt for. Fedt kan derimod være med til at nedbryde mavefedt, og kan desuden også indtages uden overhovedet at påvirke blodsukkeret og insulinudskillelsen. Der findes tre typer fedt og det er specielt de monoumættede fedtsyrer (MUFA), der er gode til at fjerne mavefedt. MUFA findes i f.eks. avocado, nødder, mayonnaise, olivenolie og rapsolie. Fedt er en kalorietung energikilde, men det skal ikke skræmme dig væk fra at indtage fedt.
Proteiner er gode fordi de mætter uden at være lige så kalorietunge som fedt, og fordi de ligesom fedt kan indtages uden at påvirke blodsukkeret. Gode proteinkilder er f.eks. æg, ost, kød og sojabønner.
Se vores PCO-venlige opskrifter her.
Det sidste næringsstof der er fokus på ved PCO(S) er kulhydrater. Kulhydrater er dét der får blodsukkeret til at stige, og kan give ubalancer i kroppen. Kulhydrater kan overordnet inddeles i grove og simple kulhydrater. Simple kulhydrater er nemme for kroppen at nedbryde og optage, og de giver derfor en stor blodsukkerpåvirkning. De grove kulhydrater er mere komplekse at nedbryde, og blodsukkerstigningen vil derfor ikke være lige så voldsom. Fødevarer med simple kulhydrater er f.eks. sukker, pasta, honning og hvidt brød. Grove kulhydrater er derimod nogle med fibre som rugbrød og grove grøntsager.
Man inddeler fødevarer efter det såkaldte glykæmiske indeks (GI) alt efter hvor stor blodsukkerstigning de giver. Fødevarer med lavt GI vil påvirke blodsukkeret mindre end fødevarer med et højt GI. Fødevarer der primært består af fedt eller protein vil have et lavere GI end fødevarer der primært består af kulhydrat. Et æg vil derfor have lavere GI end havregryn.
Der findes forskellige kostretninger, der har fokus på at indtage fedt og protein fremfor (simple) kulhydrater, og en af dem er KISS-kosten, der står for klinisk insulinsænkende kost. Den bygger på, at ⅓ af kostens kalorier skal komme fedt, ⅓ fra protein og ⅓ fra grove kulhydrater. Vi har her på Carrotstick kategoriseret nogle af vores opskrifter PCO-venlig efter dette princip, og du kan derfor nemt indhente inspiration til en blodsukkervenlig kost her.
Kilder
Spis dig i balance, Majbritt L. Engell & Ida Lysdahl Fahrenholtz (2012), Gads forlag & cure4you.dk